

De nødvendige fødselsoplysninger

Det individuelle
Fødselshoroskop er et forenklet grafisk billede af himlen på
fødselstidspunktet. Et snapshot af
vort solsystem, taget præcist på det tidspunkt og fra det sted, hvor
personen blev født.

For at kunne opstille et komplet, individuelt
fødselshoroskop må man derfor være i besiddelse af det, som astrologer
kalder ”Fødselsdata”. Ellers kan det individuelle horoskop ikke beregnes.

Fødselsdata

Fødselsdata består af:

1) Navn
2) Fødselsdato (dag, måned, år)
3) Fødselstid (timer, minutter)
4) Fødested

Så at sige alle kender deres Fødselsdato og Fødested,
mens Fødselstiden ofte er noget, som moderen, familien og ældre søskende
eller familiemedlemmer husker. Og de husker ikke altid rigtigt! Lidt mere
sikkert er det, hvis fødselstiden i sin blev noteret på fødselsattesten
eller i ”Barnets Bog” i forbindelse med fødslen.

Fødselstiden

For en astrolog er fødselstiden en utrolig vigtig
oplysning. Uden denne kan man nemlig ikke beregne Ascendanten og horoskopets
huse. Selv en lille fejl på et par minutter i den oplyste fødselstid kan i
visse tilfælde have meget stor effekt på tydningen af horoskopet. Og hvem
ønsker at få tydet en anden persons horoskop? Det svarer jo lidt til at
blive diagnosticeret af en læge på basis af det forkerte røntgenbillede…

Derfor er det meget vigtigt, at man får oplyst den
nøjagtige fødselstid fra pålidelig kilde. Om ikke andet for at sikre, at
familien har husket rigtigt. Hvis en moder har født mange børn, er det min
erfaring, at der kan være en tendens til at blande fødslerne sammen. Jeg kan
derfor ikke nok understrege, hvor vigtigt det er at få den nøjagtige
fødselstid oplyst fra Landsarkivet. Bemærk, at fødselsoplysningerne er
fortrolige, så du kan ikke indhente oplysninger om tredjeperson, med mindre
du har en fuldmagt fra vedkommende.

Landsarkiverne

I Danmark har vi heldigvis fire Landsarkiver, hvor
jordemødre og hospitaler afleverer deres oplysninger om alle fødsler inden
for Danmarks grænser. I andre lande findes ofte andre former for central
registrering, så hvis du er født uden for Danmark, må du tage kontakt med
landets ambassade for at høre, hvad proceduren i det pågældende land er.
Visse lande registrerer slet ikke fødselstider.

De fire Landsarkiver i
Danmark dækker hvert deres geografiske område, så hvis du f.eks. er født på
Sjælland, skal du henvende dig til ”Landsarkivet for Sjælland og
Lolland-Falster”.

Fødsler øst for Storebælt: Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Jagtvej 10
2200 København N
Telefon: 3524 8200

Fødsler mellem bælterne: Landsarkivet for Fyn, m.v.

Jernbanegade 36
5000 Odense C
Telefon: 6612 5885

Fødsler syd for den gamle grænse: Landsarkivet for Sønderjylland

Haderslevvej 45
6200 Åbenrå
Telefon: 7462 5858

Fødsler nord for den gamle grænse: Landsarkivet for Nørre-Jylland

Lille Sankt Hans gade 5
8800 Viborg
Telefon: 8662 1788

Når man ønsker at få oplyst sin fødselstid, kan man
enten ringe eller skrive til det pågældende landsarkiv, hvorefter en blanket
fremsendes. Denne skal udfyldes med forskellige personlige oplysninger og
sendes retur til landsarkivet med en check på arkivsøgergebyret. Der skal
påregnes leveringstid for arkivsøgningen. Landsarkiverne har forskellige
fremgangsmåder og priser. Nogle af Landsarkiverne har også data lagret i
elektroniske databaser.

Bemærk, at nogle hospitaler også har deres egen
registrering. Det gælder f.eks. Rigshospitalet i København, hvor man kan
henvende sig til Kordegnekontoret, hvis Landsarkiverne ikke har
fødselsoplysningerne. Hvis du er født mellem den 1/1 1977 og 31/12 1988, kan
du også henvende dig til Landsarkivet i Viborg, der opbevarer fødselsdata på
mikrofilm for denne periode. Oplysninger om fødselstider efter den 1/1 1989
kan fås hos Sundhedsstyrelsen (Telefon: 7222 7841), dog kun med hele
timeangivelser. |