Der var engang en mand, der
pludselig kom i en forfærdelig krise. Da han vågnede op en tidlig onsdag morgen, vidste
han ikke længere, hvad meningen med livet var. Og det er jo netop sådan noget, man
kalder en rigtig livskrise! Nu var vores mand en meget omhyggelig person, så han
besluttede at søge råd hos nogle af de utallige kloge mænd og kvinder, der havde
skrevet viise bøger. Derfor ventede manden på, at klokken skulle blive ti, så han kunne
begive sig afsted til biblioteket. Her lånte han tolv bøger, der alle indeholdt svaret
på livets gåde. Som sagt var vor mand omhyggelig og redelig, men han var også meget
utålmodig. Derfor læste han bøgernes sidste linje først!
Den første guru skrev, at livets mening var at starte på noget nyt
hver dag eller at starte hver dag som en ny. Det synes manden var en god idé, for det var
jo netop det, han havde gjort på denne onsdag. Den næste bog kom til den konklusion, at
livet handlede om at nyde. Og det lød jo dejligt behageligt. Den tredje bog sluttede med
sætningen: »Det eneste, der giver mening, er at opleve og lære noget«, og det kunne
der jo også være noget om. Den fjerde bog gjorde opmærksom på, at det ikke var så
vigtigt, hvad man gjorde, men at det tværtimod var meget vigtigt, at man følte sig
hjemme i livet, og den femte anbefalede, at det bare gjalt om at være sig selv og det er
jo som bekendt lettere sagt end gjort.
Så var det, at manden fik lyst til en kop kaffe. Han startede
kaffemaskinen, nød lugten af kaffebønnerne og indtog kaffen som en stor oplevelse
derhjemme. Så havde han lissom prøvet alt det, han havde læst. Kaffen var god nok, men
han var stadig i krise.
I
den sjette bog læste manden, at det bare gjalt om at udføre sin
livsopgave så perfekt som muligt. Det gav ham lyst til at sortere sit miljøfarlige
affald og rydde op i skufferne. Det gav en vis indre ro at vide, at tingene var præcis
dér, hvor de skulle være. I den syvende bog var målet at elske og elskes, og i den
ottende skulle han huske på, at livet skulle leves nu, fordi det kunne holde op, hvad
øjeblik, det skulle være. Den Niende Indsigt var at udvikle sig hele tiden, og i den
tiende gjalt det om at blive til noget stort. I den elvte var det ikke nok, at man blev
til noget stort, man skulle også blive til noget særligt. Det havde manden nu altid
synes, at han var, så den opgave syntes han nærmest, at han havde løst på forhånd.
Efter at have læst de elleve af bøgerne synes han efterhånden, at
han var blevet mere forvirret end klogere, så da den tolvte påstod, at livets mening var
at tro på noget, anede han ikke længere, hvad han skulle tro. Svarene var for mange og
for forskellige.
Ved aftentide var manden stadig i krise, men pludselig slog det ham,
at livets mening måske bare lå i at søge efter meningen med livet. Det havde jo på
trods af krisen været en spændende onsdag.
Christian Borup
This article was first
published in
STJERNERNE (december 1996).
Republished 1998 @ www.astrology.dk |
