Et Postkort fra en Ven Af Christian Borup
|
||||
| For 18 år siden dumpede et postkort fra en kær ven
ind i min postkasse. Normalt husker man ikke postkort, man fik for 18 år siden, eller
rettere: Normale mennesker husker ikke postkort, de fik for 18 år siden men det gør jeg
altså! Postkortet fra min bekendt var hvidt og blankt på begge sider, og bag på det stod bare ordet »Hej!«. Min ven har altid været en person af meget få ord, men af meget dybe tanker. Livets enkelthed har altid virket tiltrækkende og på samme tid uforklarligt mystisk på ham. Det var hverken det manglende motiv på kortet eller den noget kortfattede besked, der gjorde postkortet så vigtigt, at jeg husker det i dag det var det 25-øre store hul midt i det! Bag på kortet stod en kort beskrivelse af kortets herkomst med meget små bogstaver: Postcard by Yoko Ono Title: Et hul til at se på himlen igennem. Og siden den dag for 18 år siden har dette »himmel-kigge-hul« været en fast del af min egen uforståelige livserfarings-bagage. Er mennesket blevet så fremmedgjort over for naturen, at vi er nødt til at bore huller i postkort for at finde ud af at løfte blikket mod himlen? Bliver himlen mere overskuelig, hvis vi nøjes med at koncentrere os om et lille stykke af gangen (sådan som astronomerne gør det)? Bliver den mere interessant af at blive afsløret og gennemhullet? Eller får hullerne os blot til at glemme, at himlen er uendelig? Bliver universet mindre skræmmende, hvis vi sætter det i en fast rund ramme? Eller er det i al sin enkelthed hullets funktion at gøre os endnu mere opmærksomme på den nøgne himmels eksistens? En ting er sikkert! Vi deler alle sammen den samme himmel og de samme planeter. Et sted ovre på den anden side af havet retter en mand sin kikkert mod Jupiter. På Afrikas sydspids står en ensom skikkelse og ser på Orions Bælte. Adskilte elskende deler den samme Måne. Den samme Sol skinner stadig på faraonernes pyramider, Christian den 4.'s Nyboder og den nye busterminal på Rådhuspladsen. Stjernerne bringer mennesker sammen, fordi vi alle er født under den samme himmel. Måske var det bevidstheden om alt dette, som min ven ville gøre mig opmærksom på. Jeg har aldrig turdet spørge ham af angst for at få en alt for prosaisk forklaring på hans valg af postkort. Afslørede mysterier borer skæmmende huller i en ellers perfekt himmel. Christian Borup This
article was first published in |
||||
 |
||||
©
Copyright by Christian Borup 1996 · Download for personal use only |
||||
|
|
||||
| | TILBAGE | MENU | HJEM | TOP | | ||||
