Hver eneste planet i horoskopet kræver vor fulde
opmærksomhed. Det kan ikke lade sig gøre at lukke en planets energi helt ned. Vi kan
ganske vist nægte at lægge mærke til den, men dens energi er alligevel stadig til stede
i horoskopet og forlanger uafbrudt at blive brugt. Alligevel sker det ofte (og måske hele
tiden!), at vi undgår at bruge nogle af planeterne i vort liv.
Vi forbliver ubevidste om planetens energi og undviger at
beskæftige os med den som vor egen. Dette får til resultat, at planeten, i stedet for at
være fremme i lyset, henslæber en tilværelse på skyggesiden og styrer menneskets
opfattelse af sig selv og omgivelserne derfra.
Her skal det slås fast, at det er normalt at projicere. Ja, det
faktisk er reglen! Fuld bevidsthed om alle horoskopets planeter er for de fleste
mennesker, en smuk drøm, der har svært ved at finde en plads i dagligdagen. Den trives
bedst i klostre, meditationscentre og andre verdensfjerne steder, hvor mennesker har tid
til at beskæftige sig med deres dybe indre realitet.
Projektionsmekanismen er således en helt normal måde for psyken at
komme af med sin indestængte energi på. Vi kender alle sammen eksempler på personer i
vor omgangskreds, der i langtrukne, yderliggående, drastisk og aggressive vendinger
harcelerer over netop de ting, som vi egentlig godt véd, de selv indeholder. Disse
mennesker bruger så megen energi, tid og vitalitet på at afvise noget, de hader, at man
så småt begynder at undre sig over, hvordan de kan vide så meget om emnet, at de kan
tale om det i timevis. Så føler vi, at vi er løbet ind i en projektion, og meget ofte
føler vi også, at hvis vi nævnte, at personen måske selv indeholdt et lille gran af de
samme indflydelser, så ville vedkommende eksplodere lige op i hovedet på os.
Kort sagt: Planeter, der ikke erkendes, må finde et andet udløb for energierne. Det sker
ofte ved, at vi ubevidst trækker mennesker og/eller oplevelser ind i vort liv, som netop
kommer til at vise os de sider af os selv, som vi helst vil undgå at erkende. Som de
gamle astrologer sagde: »Hvis du ikke selv bruger planetens energi, bliver du selv brugt
af den«.
At elske eller at hade nogen/noget er to meget forskellige følelser. Der er tale om
subjektivt forskellige følelseskvaliteter, men objektivt er der tale om samme
følelseskvantitet. Begge følelser indeholder den samme mængde energi, selv om
følelsens kvalitet er forskellig. Det, at hade noget/nogen betyder jo egentlig
bare, at man var valgt at forbinde sig til det med stor mængde energi. Og man kan kun
forbinde sig med noget/nogen, som man har en vis affinitet med. Det interessante er her,
at vi alle sammen gør det hele tiden! Og at vi ikke selv kan (vil) se det! Det er jo
netop derfor, vi projicerer det ud på omgivelserne.
 |
 |
Forudsætningen
for, at vi kan projicere (og for at vi i det hele taget kan formulere en mekanisme som
projektion), er fantasi. Uden fantasi ville vi ikke kunne indlæse mere information i
tingene, end der i virkeligheden er. Uden fantasi ville vi være objektive computeriserede
sansemaskiner, der scanner virkeligheden uden at tage emotionel (kvalitativ)
stilling til det oplevede.
Billedet ovenfor
illustrerer dette komplekse princip på en forenklet måde. Vi ser tilsyneladende et
simpelt billede af en kvinde, og vi føler os rimeligt sikre på, at vi deler denne
oplevelse med alle andre mennesker. Men både det vi ser, og vor tro på, at alle andre
ser det samme, er også en projektion! Det er en opfattelse, vi selv skaber. Nogle
mennesker vil nemlig se en ung kvinde i billedet, mens andre vil se en gammel. Hvem vi ser
først, afhænger af vort horoskop og af, hvad vi vælger at projicere ind i billedet. Det
centrale er, at vi ikke deler oplevelsen af billedet med andre, dvs. at opfattelsen er
personlig/subjektiv og afhængig af vor ubevidste udvælgelse af den ene information frem
for den anden.
I
min artikel om David Copperfield og Neptun i Jomfru-nummeret af Stjernerne
(september 1995), red jeg samme kæphest som nu. For en af kodeordene for Neptun er jo
netop »den billeddannende evne«. Dvs. menneskets behov for at tilføje de
objektive perceptioner en subjektiv fantasi-dimension og vigtigst af alt: En
mening/fortolkning. Neptun er således den planet, der er stærkest tilknyttet
projektionsmekanismen.
Et kendskab til projektionsmekanismerne bliver således en nøgle
til erkendelse af vore egne fortrængte skyggesider. Helt klassisk udspiller dette princip
sig i vort forhold til andre mennesker, og måske især i vort forhold til de mennesker,
vi gennem livet lever tættest på: Fader, moder, søskende og partner. Forelskelse og
projektion er derfor uløseligt forbundet. Hvordan kan man ellers forelske sig i et
menneske, man slet ikke kender? Og det bringer os tilbage til dit brev, hvor du ganske
rigtigt beskriver en projektion: »Personen, jeg havde affæren med, indeholder så meget,
som jeg normalt fornægter, afskyr, hader, tager afstand fra måske fordi disse er sider,
jeg kender fra min far.«
 |
, eller også er de så
stabile og forudsigelige, at du har kan styre dem totalt
