Artikel af

Christian Borup

De to Dyrekredse

Er det muligt at være Løve og Krebs på én gang?

Sol, måneder og Stjernetegn

I den vesterlandske astrologi er vi meget optaget af Soltegn, bl.a. fordi disse er så nemme at have med at gøre. Hvert tegn varer ca. den måned, hvor Solen befinder sig i tegnet. Dette er der ikke noget mystisk i. Vor kalender er jo netop bygget på Solens bevægelse, sådan som denne ses fra Jorden. Det er derfor let at lave en nogenlunde nøjagtig oversigt over, hvornår Solen træder ind og ud af tegnene.

I den vesterlandske astrologi defineres Soltegnene (de Tropiske Dyrekredstegn) derfor på følgende måde:

Solens årlige bevægelse

Den tropiske Dyrekreds' begyndelse - skæringspunktet mellem Jordens Ækvator og Solens bane - kaldes Forårspunktet, og det kan bestemmes med utrolig stor matematisk nøjagtighed, hvorfor det egner sig glimrende som starten på en astronomisk målecirkel.

Med Forårspunktet som udgangspunkt har man så at sige altid, så længe menneskets historie rækker tilbage, opdelt Solens 360° bane rundt om Jorden i 12 lige store stykker á 30 grader. Derved fremkommer de 12 Tropiske Dyrekredstegn, som vi kender så godt. Ligesom årstidernes 12 måneder fastlægges af denne.

Definitionen af den Tropiske Dyrekreds er derfor forholdsvis simpel og meget nøjagtig og passer altid med årstiderne i vor kalender. Den tropiske (versterlandske) zodiak kan derfor siges at være årstidsbestemt.

Men hvordan fik Stjernetegnene deres navne? Og hvad er det for en Dyrekreds, som f.eks. inderne anvender? For at svare på dette spørgsmål bliver vi nødt til først at gå ca. 2000 år tilbage i tiden.

Den græske astronom Hipparchus (190-120 f.v.t) levede for ca. 2000 år siden, og dengang faldt de Tropiske Dyrekredstegn sammen med Stjernebillederne. Forårspunktet (svarende til starten af Dyrekredstegnet Vædderen og datoen 20/3) faldt sammen med begyndelsen af konstellationen (Stjernebilledet) Vædderen. Stjernebilleder og Dyrekredstegn stemte altså næsten helt overens (figur 2). Det var derfor nærliggende at give de tolv 30 grader store tegn de samme navne som konstellationerne.

Figur 2: Forholdet mellem Tropiske Stjernetegn (inderst) og konstellationerne (yderst) i ca. år 100 f.v.t. Bemærk at konstellationer og Stjernetegn svarer til hinanden.

Men fordi Hipparchus som den første tidlige astronom havde adgang til nogle ældre observationer, der var foretaget af astronomen Timocharis 160 år tidligere, opdagede han, at stjernen Spica i stjernebilledet Jomfruen havde flyttet sig en lille smule i forhold til årstiderne og forårspunktet. Hipparchus kunne derfor forudsige, at konstellationerne på himlen (stjernebillederne) og Dyrekredstegnene ville forskyde sig mere og mere i forhold til hinanden efterhånden som tiden gik.

Hipparchus' antagelse skulle med årene vise sig at være helt rigtig. Senere fandt man ud af, at Jorden opfører sig lidt som en top, der spinner rundt, og samtidig udfører en meget langsom cirkelbevægelse omkring sin omdrejningsakse. Det er denne langsomme bevægelse, der skaber forskydningen mellem forårspunktet og konstellationerne; den såkaldte præcession.

Hver år, når Solen skærer Ækvator ved Forårsjævndøgn, rykkes dette skæringspunktet derfor en lille smule baglæns i forhold til konstellationerne/Stjernebillederne. Bevægelsen andrager kun ca. 50 buesekunder pr. år, hvilket ikke lyder af meget, men som bliver til en hel del over århundrederne. På 2000 år bliver denne bevægelse således ca. 27 grader - næsten et helt tegn.

I figur 3 nedenfor kan man tydeligt se, hvordan situationen ser ud i dag. Dyrekredstegnene er næsten rykket 30 grader baglæns i forhold til konstellationerne, og Stjernetegn og stjernebilleder passer ikke længere sammen.

Figur 3: Forholdet mellem Tropiske Stjernetegn (inderst) og konstellationerne nu, dvs. ca. år 2000. Bemærk, at Stjernetegnene er rykket ca. 30 grader baglæns i forhold til konstellationerne.

Det er netop præcessionen, der har givet ophav til teorierne om Vandbærerens tidsalder, fordi Forårspunktet netop nu er på vej ind i Stjernebilledet Aquarius. Eller måske har Forårspunktet allerede været længe i Vandbæreren, for hvem kan med sikkerhed sige, hvor et Stjernebillede på himlet begynder og slutter? Der er jo mere rum end masse i kosmos.

Der er således intet mystisk i, at Stjernebillederne og de tropiske Stjernetegn ikke længere falder sammen. Fænomenet har været kendt både her i Vesten og i Østen i flere tusind år. Artiklen "Det 13. tegn" uddyber dette faktum. Selv i forhistoriske kulturer byggede man stendysser, der kun lod solopgangslyset skinne ind ved Forårsjævndøgn.

Fordelen ved den Tropiske Dyrekreds - som vestlige astrologer efter Hipparchus har valgt at anvende - er, at den kan bestemmes med meget stor nøjagtighed, og at Solens position i tropiske Stjernetegn altid følger årstiderne her på Jorden. Det er f.eks. således altid Sankt Hans, når Solen står i ca. 0° tropisk Krebs.

Den Sideriske Dyrekreds tager således højde for forårspunktets bevægelse siden tegn og konstellationer stod over for hinanden - præcessionen - og da denne i øjeblikket udgør ca. 30 grader, vil en planet (f.eks. Solen), der står i det Tropiske tegn Løven, befinde sig i det Sideriske tegn Krebsen (se også figur 3).

Krebs eller Løve #2

Hermed har min ulykkelige Stjerneblads-læser i telefonen fået sin tekniske forklaring: Hun er både Tropisk Løve og Siderisk Krebs. Der er kort sagt tale om to forskellige målecirkler, der ligger forskud i forhold til hinanden, og dette resulterer i at hun er to forskellige tegn samtidig.

Figur 5: Afstanden mellem de Tropiske Stjernetegn (inderst) og konstellationerne (yderst) er i vor tid ca. 20°-24°. Stjernetegnene er altså rykket ca. 30 grader baglæns i forhold til konstellationerne. Afstanden mellem den Sideriske og den Tropiske Dyrekreds øges hvert år med ca. 50" (bueminutter).

Det burde jo være en let opgave at sammenligne de vesterlandske Soltegnstydninger med de indiske. Hvis de to systemer beskriver den samme astrologiske indflydelse, burde den Tropiske tydning af Løven minde mere om den Sideriske tydning af Krebsen end om den Sideriske tydning af Løven. Dette store arbejde blev udført på strengt videnskabeligt grundlag af J.E. Sunley i 1970'erne. En sammenfatning af hans resultater kan læses her...

Men derfor kan slutresultaterne - dvs. tydningerne - godt i sidste ende blive enslydende!

Christian Borup