Skæbnens fri vilje Skæbnetro kan både være
skræmmende og hæmmende, men måske har vi mere fri vilje
til rådighed, end vi normalt tror. Eller er alting
bestemt på forhånd? (Christian Borup, 2001)
Skæbnens fri vilje
- Hvor meget kan vi bestemme selv? af Christian Borup
Stjernerne • September 2001
For mennesker, der ikke har sat sig ind
i astrologien, virker den som skæbnetro. Astrologiske forudsigelser er
dog alt andet end skæbne! De er tilbud om Fri Vilje!
Fremtiden er altid skræmmende
og ukendt. Vi kender fortiden, for den har vi oplevet, registreret og
forhåbentlig lært noget af. Fremtiden fortaber sig derimod i vore
fantasiers tåger, og vort syn på den er altid afhængig af, hvor
trygge vi føler os i nutiden. Fra
psykologiske undersøgelser ved man, at de fleste mennesker kun er i
stand til at danne billeder af deres liv et par år frem i tiden. Uden
for denne tidsramme bliver fremtids-projektionerne mere hypotetiske og
fjerne. Nutiden er en båd, der trækker sin trekant efter sig i
fortiden, og hvis stævn hele tiden pløjer sig igennem nye og ukendte
vandmasser. "Livet forstås baglæns, men må leves forlæns",
skrev Søren Kierkegaard, og livet er på mange måder et levnedsløbs
rejse ind i et ukendt territorium. Og
det er her astrologien kommer ind. Astrologien kan noget med fremtiden.
Via astrologien kan vi danne os et tydeligere billede af det ukendte.
Langt ud i fremtiden er dette billede ganske vist ikke særlig
detaljeret, men i store træk kan vi lave en rimelig forudsigelse, der
gør det muligt for os at "forstå livet forlæns" - og på
forhånd. Men hvis vi ikke har forstået, hvem vi er - og hvorfor vi er
- kan ethvert forsøg på prognose gå grueligt galt, og i værste fald
være med til at ødelægge livskvaliteten. Hvis vi ikke har forstået,
hvor vi kommer fra og hvor vi er lige nu, har vi ingen mulighed for at
tage pejling af situationen, og vi kommer derfor til at fejlvurdere de
astrologiske indikationer. Og så virker den astrologiske viden om
fremtiden hæmmende og angstskabende i stedet for at være
livsbekræftende.
Maja's historie
Jeg
erindrer en oplevelse, som jeg havde for snart mange år siden, hvor en
elev på en af mine kurser i Nordjylland var meget ængstelig. Lad os
kalde hende Maja. Maja havde tjekket sit horoskop på computeren, og det
havde gjort hende bekymret for fremtiden. Meget bekymret. Så havde hun
tjekket sin mands horoskop på computeren, og det gjorde hende endnu
mere bekymret. Så havde hun tjekket sine to børns, og det gjorde Maja
både utryg og bange. Fremtiden så håbløs og sort ud, for om otte år
ville hun selv, hendes mand og hendes to børn få de mest forfærdelige
og dødbringende Pluto-aspekter. Mente hun...
Jylland
forvinder i havet!
Maja
var overbevist om, at hun selv og hele hendes familie ville blive
udslettet. Og jo flere astrologiske tydningsbøger, Maja læste, jo mere
stod det klart: Pluto var jo dødens planet og det var Døden i egen
person, der ventede ude i fremtiden. Efter at have fremmanet dette
fantasifulde - og forkerte - skræmmebillede, anvendte Maja logikken:
Det eneste, der kunne udrydde hele familien på én gang, måtte være
en frygtelig naturkatastrofe, og da Pluto er underverdenens gud, blev
hun mere og mere overbevist om (især efter at have læst et par lige
så fantasifulde Nostradamus-fortolkere) at den nordlige del af Jylland
ville forsvinde under havets overflade om otte år.
Otte
års angst
Den
Maja, jeg mødte på kurset, var bange, skræmt, skrækslagen og
handlingslammet, og det var umuligt at tale hende til fornuft. Hun kunne
se frem til 8 års angst og forringet livskvalitet. Majas tydning af
Pluto-aspekterne var præget af hendes medfødte tendens til bekymring.
Maja tydede horoskoperne, som om hun og hendes familie var de første i
verden, der havde haft Pluto-kvadrater.
Enhver professionel astrolog ville have
vurderet situationen langt mindre voldsom. Men angsten havde bidt sig
fast i Maja. Et frø var sået, og da jeg rejste fra Nordjylland kunne
jeg ikke slippe tanken om, hvilket mareridt de næste otte år ville
blive for Maja og hendes familie.
Maja
ti år efter
Ti
år efter mødte jeg Maja igen på et andet kursus. Jeg spurgte, hvad
der så var sket efter de otte år. Hun svarede: "Ingenting. Vi
flyttede til Randers."
Om at lære astrologi
Når
man arbejder med astrologi er det vigtigt at holde fast i fornuften. At
tyde et horoskop ordentligt kræver ikke blot stor viden om tegnenes,
husenes, planeterne og aspekternes virkninger, men også masser af
erfaring. At tyde horoskoper rigtigt er slet ikke så simpelt, som det
ser ud i bøgerne. At lære at tyde horoskoper er, efter min mening,
hverken noget man kan læse sig til eller lære ved selvstudium. Det er
vigtigt at opleve andres tydninger for at få en fornemmelse af, hvad
der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt i et horoskop. Og det er vigtigt at forstå den
sammenhæng, der er mellem fødselshoroskopet og de indflydelser, det
udsættes for, efterhånden som tiden går og forvandler fremtid til
fortid.
Maja's problem
Sammenhængen
mellem Skæbne og Fri Vilje
Og
det var netop dét, der var Majas problem. Hun havde aldrig deltaget i
et astrologikursus før, og kunne derfor ikke vurdere styrken af de
begivenheder, der var på vej. De astrologiske indsigter skal altid
balanceres og afvejes med klientens situation og fødselshoroskop. Majas
historie er ikke blot ekstrem, men den er også lærerig. Når fremtiden
truer, kan det betale sig at gå tilbage og forstår livet/horoskopet
baglæns. At gå tilbage i fortiden og tjekke hvad der skete i livet,
sidst der var lignende aspekter. Men vigtigst af alt, så havde Maja
ikke forstået sammenhængen mellem Skæbne og Fri Vilje.
Skæbne og fri vilje
Et
af astrologiens store problemer er Skæbne/Fri Vilje-problematikken, der
sætter fokus på to vidt forskellige måder at betragte astrologien
på. Diskussionen løber gennem astrologiens historie helt fra de
tidlige astrologiske tekster og op til i dag. Har mennesket en fri
vilje? Kan vi handle og gøre som vi vil? Eller er alt fastlagt på
forhånd? Følger vi bare en kosmisk plan uden at kunne ændre den?
Eller er der både tale om Skæbne og Fri Vilje på samme tid?
Skæbnetro
På
den helt ekstreme skæbne-front står den skæbnetroende, fatalisten,
der mener, at alt kan forudsiges, fordi hele vort liv i detaljer
allerede står skrevet i stjernerne. At det blot er vort astrologiske
redskab og vor mangelfulde viden om tydningen af planeterne, der
forhindrer os i at forudsige alt. For den skæbetroende er alt fastlagt
fra fødslen.
Den
astrologiske
bus-køreplan
Det
er en kendt sag, at man allerede ved fødslen kan beregne alle de
astrologiske indflydelser, der vil gøre sig gældende i løbet af hele
den nyfødtes liv. For den skæbnetroende er horoskopet derfor blot en
bus-køreplan, hvor alt allerede er beskrevet i symbolsk form. Grunden
til, at astrologer ikke kan forudsige hændelsernes art og styrke med en
træfsikkerhed på 100%, skyldes blot, at den astrologiske tydningsteori
ikke er god nok. Eller at den nuværende astrologi ikke er baseret på
det rigtige tekniske system eller de rigtige teknikker.
Ingen
udvej
Hvis
nogen tror, at de kan snyde Skæbnen ved at træffe et andet valg, end
det Skæbnen har bestemt, så vil den skæbnetroede påstår, at man
tager man helt fejl. Skæbnen har nemlig allerede taget højde for, at
man ville træffe det andet valg! Der er ingen udvej. Det kan ikke lade
sig gøre at ændre noget som helst. Mennesket er blot et blad, der
vejer for de kosmiske vinde.
Fri vilje
For
de fleste moderne menneske er det svært at acceptere, at alt skulle
være styret af Skæbne. Det moderne menneske kan lide at have kontrol
over tingene og over sit liv. Der er en stor livsglæde og livskvalitet
i at bruge sin Fri Vilje til at træffe beslutninger og - vigtigst af
alt - i at tro på, at disse beslutninger har betydning og gør en
forskel. Hvis det hele er Skæbne, er alle beslutninger vi tager
planlagt på forhånd og ethvert forsøg på at snyde Skæbnen med
beslutninger vil være nytteløst.
Astrologi
og Fri Vilje
Problemet
er bare, at hvis den Fri Vilje eksisterer 100%, så er der jo ingen
grund til overhovedet at beskæftige sig med astrologi! Eller rettere,
så vil de udsagn, som astrologen kan komme med, være så vattede og
generelle, at de faktisk ikke gør nogen forskel. Den ene persons
horoskop kan være lige så godt som den andens. For den, der tror helt
på den Fri Vilje, er det muligt for alle at handle på tværs af de
astrologiske indflydelser, og enhver kan frigøre sig helt og aldeles
fra sit horoskop. Den nyere psykologiske astrologi havde
i 70'erne og 80'erne en kortvarig tendens til at gå i denne retning:
Hvis du er et tilstrækkeligt højt udviklet mennesket, kan du frigøre
dig helt fra horoskopets snærende bånd.
Dilemmaet og løsningen
.Det
siger derfor sig selv, at skæbne og fri vilje er to diametralt modsatte
holdninger, der tilsyneladende udgør et grundliggende problem for
astrologien. Men astrologien indeholder måske også svaret på
dilemmaet: Skæbnens fri vilje.
Skæbne er det indlysende
For
en astrolog er det et indlysende faktum, at fødselshoroskopet
opstilles, når vi fødes. Det er her "det astrologiske liv"
starter. Vi får automatisk udleveret vort personlige horoskop i
fødselsdagsgave, og dette horoskop ændrer sig aldrig. Fælden klapper,
og vi er fanget af vort fødselshoroskop på samme måde, som vi er
fanget af vort køn, miljø, kultur og den familie, som vi er blevet
født ind i. Det genetiske materiale er også lagt fast og kan ikke
ændres. Derved bliver fødselshoroskopet vor Skæbne.
Fødselshoroskopet er Skæbne
Der
er mange ting i vort liv, der er Skæbne, og som vi slet ikke stiller
spørgsmål til. Hvorfor skal mennesket f.eks. sove 8 timer hver dag?
Hvorfor skal vi spise for at overleve? Der er så mange paralleller til
dyreverdenen, at vi slet ikke stille spørgsmålstegn ved det. Ligesom
de fleste dyr har vi fire ekstremiteter (arme/vinger/ben/luffer/finner),
to øjne, to næsebor, en mund, etc. Hvorfor?
Ligheder
i stedet for forskelle
Det er så indlysende at vi slet ikke
tænker over det, og måske er vi netop derfor mere tilbøjelige til at
fokusere på dét, der adskiller os fra dyrene, end dét vi har til
fælles med dem. Vi stiller simpelt hen ikke spørgsmålene, fordi
svarene er så indlysende: Der er ikke noget at gøre ved det! Og der er
heller ikke noget at gøre ved vor "fødsels-skæbne". Når vi
først er født, kan vi ikke med den Fri Vilje skifte køn, få nye
forældre eller et nyt fædreland. Vi kan ganske vist som voksne få
foretaget en kønsskifteoperation, "adoptere" nogle andre
forældre og immigrere, men det ændrer ikke ved dét, vi i
virkeligheden udsprang fra. Der er så mange ting i livet, som vi
slet ikke sætter spørgsmålstegn ved. Der er meget i livet, der slet
ikke lader sig ændre. Hvis du er født som mand, så er det
ligegyldigt, hvor meget du anstrenger dig for at blive et højtudviklet
menneske: Du vil aldrig kunne føde børn. Og så er der det helt store
spørgsmål, som vi kun tør stille, når en grænsepsykose truer:
"Hvorfor er jeg mig og ikke en anden".
Simpel
Skæbne
Så
simpel er skæbne. Og så ikke-truende, normal og velkendt er den også.
Skæbnen er alt det indlysende og vante i livet, som vi bare accepterer
uden at stille spørgsmålstegn ved det. Og det er netop dét, der gør
Skæbnen så lumsk! Den er en begrænsning, som vi har vænnet os så
meget til, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved den. Men hvad så med fremtiden?
Tid og astrologi
Astrologien
indeholder i sig selv ikke noget filosofisk system og ingen religiøse
forestillinger. Astrologien er tolerant og derfor lader så at sige alle
filosofiske og religiøse retninger sig indordne i dets finmaskede og
rummelige net. Astrologien er i virkeligheden bare et målesystem, der
gør det muligt at måle tidens kvalitet. At astrologi handler om tiden
er indlysende, men den handler selvfølgelig ikke om den verdslige
minut-for-minut- eller time-for-time-tid, som vi kender så godt fra
vore armbåndsure og planlægningskalenere. Astrologi måler tidens
kvalitet og ikke dens kvantitet. Det er netop her, at astrologien
spiller sin store rolle: Når det astrologiske ur peger på Saturn, er
det f.eks. tid til struktur og ansvar i dit liv.
Tidens
påvirkninger
Vi
fødes altså med et råmateriale (fødselshoroskopet) - en Skæbne -
men denne Skæbne udsættes hele livet/tiden igennem for nye
påvirkninger, og det er disse tids-påvirkninger, som vi via
astrologien kan beregne og måle på forhånd langt ud i fremtiden. Og
med kendskab til disse påvirkninger har vi visse muligheder for at
ændre vor livssituation ved hjælp af vor Fri Vilje. Men
fødselshoroskopets oprindelige Skæbne forbliver for altid den samme.
Ligegyldigt, hvor mange indflydelser dit fødselshoroskop udsættes for,
så er du stadig dig!
Fremtiden
Det
forunderlige er, at vi faktisk har adgang til Fri Vilje i et hvilket som
helst øjeblik i vort liv. Nogle øjeblikke er dog mere egnede til
ændringer og fornyelser end andre. Med et kendskab til de astrologiske
faktorer, der er til rådighed i øjeblikket, kan vi handle både
effektivt og livsforbedrende. Fremtiden giver os pludselig nogle
muligheder for at reagere og bruge vort fødselshoroskop på nyskabende
måder.
Det progressive horoskop
I astrologien bruger vi som
bekendt flere metoder til at danne os et indtryk af
fremtiden. De mest almindelige og kendte metoder er uden
tvivl det progressive horoskop og transitterne. Begge er
metoder, der er baseret på at sammenligne planeterne for
en bestemt tidsperiode med fødselshoroskopet.
Symbolsk
tid
Det progressive horoskop er nært
knyttet til fødselshoroskopet. Reglen er, at en dag
efter fødslen svarer til et år efter fødslen. Hvad der
sker på din 10. levedag burde altså symbolsk afspejle
sig i, hvad der kommer til at ske i dit 10. leveår. Hvis
dine forældre flytter, når du er 30 dage gammel, er der
optræk til flytning, når du selv er 30 år gammel. Også inden for psykologien er
man klar over, hvor vigtig den helt tidlige
spædbørnsalder er. Det er her fødselshoroskopet udsættes
for sine første påvirkninger, mens barnet endnu ikke kan
forsvare sig og bruge sin Fri Vilje.
Udvikling fra
Skæbne mod Fri Vilje
Det
progressive horoskop er derfor både præget af Skæbne og af Fri Vilje.
Skæbne i vore første leveår, fordi det progressive horoskop de
første dage efter fødslen ikke kan bevæge sig særlig langt væk fra
fødselshoroskopet. Fri Vilje, fordi det progressive horoskop i stigende
grad bliver løsrevet fra fødselshoroskopet, jo ældre vi bliver. Det
progressive er altså udtryk for en udvikling fra Skæbne og frem mod
stigende grader af Fri Vilje, efterhånden som personen bliver ældre og
lærer sig selv bedre at kende.
Det
progressive horoskop er "neddroslede transitter"
Det
progressive horoskop bevæger sig med en utrolig langsom hastighed, og
kan siges at være en neddroslet version af Solens, Merkurs, Venus' og
Mars' transitter, som vi ellers ikke får lov til at opleve i længere
tid på grund af disse planeters hurtige bevægelse i transit. I det
progressive horoskop får vi lov til at opleve langvarige (1-4 år)
aspekter fra netop de personlige planeter (Solen, Merkur, Venus og
Mars). Månen indtager som bekendt en
særstilling på grund af dens hurtige bevægelse, mens de resterende
planeter ikke kan have den store effekt idet de nærmest står stille i
det progressive horoskop.
Tidens tilbud
Via
transitter og progressive planeter får fødselshoroskopet nogle tilbud
om muligheder for handling. Det er her, vi får tidens tilbud. Tilbud om
at gøre brug af vor Fri Vilje. Vi er ganske vist stadig den (dvs. det
fødselshoroskop), vi altid har været, men transitter og progressive
planeter giver os nogle nye muligheder, vi ellers ikke ville have haft:
Tilbud om udvikling. Selvfølgelig inden for de rammer, som den
pågældende progressive planet eller transit sætter. En Saturn-periode
er f.eks. sjældent morsom og hyggelig. Til gengæld er den effektiv og
befordrende for dine langsigtede planer.
Brug den frie vilje
Den
Fri Vilje kan udfordre de grænser, der er fastlagt af vort
fødselshoroskop. Der er således grænser for væksten. Men transitter
og progressive planeter giver mulighed for at bruge fødselshoroskopet
på en ny og tidssvarende måde. De tilbyder en chance for at vælge nye
handlemåder, som ikke er baseret på opdragelse, vaner og faste
forestillinger. Det er så let at falde tilbage i de gamle
skæbne-mønstre i fødselshoroskopet, men hver eneste transit er en
udfordring til ikke at gøre dette. Og jo mere vi stritter i mod at
forlade det kendte, jo mere omvæltende og ubehagelig bliver
indflydelsen.
At forstå at leve livet
forlæns
Astrologien
giver os mulighed for at "forstå livet forlæns". At på
forhånd indstille sig på den tid, der kommer. At prøve at bryde de
vante mønstre ved på forhånd at gøre sig bevidst om de beslutninger
og muligheder, som den Fri Vilje har til rådighed lige nu. At forstå,
hvorledes indflydelserne i fremtiden kan udnyttes opfindsomt og
intelligent, fordi vi via astrologien får har indgående kendskab til
fremtidens kvalitet. Og fordi vi kender vor Skæbnes svage punkter,
styrker og begrænsninger i fødselshoroskopet. At forsøge på at kende
sit horoskop svarer til at være en "altid beredt" astrologisk
spejder, der altid møder dårligt vejr velforberedt. Det er ægte
praktisk anvendt astrologi.
Maja og Pluto
Maja
var bange og forskræmt over de Pluto-aspekter, hun så komme. Og hun
valgte det værst tænkelige scenario på grund af indflydelserne i
hendes fødselshoroskop. Hun var så lammet over det forfærdelige
skæbneslag, der ventede forude, at hun ikke var i stand til at
forberede sig og "læse op" til noget hun troede var "livs-eksamens"-situation
på forhånd.
Plutos
virkning
Når
der er optrækkende Pluto-aspekter, så gælder det om at indstille sig
på forandringer og at glæde sig over disse, hvor forfærdeligt det end
måtte være at sige farvel til de gode gamle og trygge rutiner. Under
Pluto-aspekter gælder det netop om at give slip på Skæbnen, og lade
livets fylde råde. At leve stærkt og at se livet i al sin smukke
hæslighed. Og at være åben og fordomsfri over for de forandringer,
som Pluto tilbyder. Maja lod sig styre af sin angst for
forandring, der havde rod i hendes opvækst og fødselshoroskop. Måske
var det lettere for hende at leve med angsten end med forandringen? Maja
valgte det kendte: Sin Skæbne. Men heldigvis havde hun aflæst
horoskopet helt forkert. Skæbnen var nådig. Men de otte år, hvor hun
ventede på Døden derude i fremtiden, får hun aldrig tilbage. Måske
vælger hun den Fri Vilje næste gang?
Christian Borup
September 2001
This article was first published in
STJERNERNE • February 2000
Republished 2002 @
www.astrology.dk
•
Layout re-edited April 2002 & August 2011
Update
2002.04.28
Christian Borups kommentar: Et forsøg på at lomme-filosofere lidt over Fri
Vilje/Skæbne-problematikken. Under alle omstændigheder vil ovenstående
betragtninger altid udgøre en god og praktisk arbejdshypotese for
en astrolog.