De fire astrologiske love De fire astrologisk love afgør,
hvad der er vigtigt og stærkt i horoskopet. Uden
kendskab til de fire love bliver tydningen af horoskopet
let meget kaotisk. (Christian Borup, 2000)
De fire astrologiske love
- Hvad er vigtigt i et horoskop? af Christian Borup
Stjernerne • September
2000
Tydningen af et fødselshoroskop
kan meget let blive en uoverskuelig og rodet affære.
Hvert eneste horoskop indeholder utrolig mange faktorer,
kombinationer, kringelkroge og tydningsmæssige
labyrinter, som det er nemt at fare vild i. Hvad er
vigtigt og hvad er markant?
På grund af
horoskopets kompleksitet kan man let komme til at lægge vægt på
områder, der slet ikke er aktuelle, vigtige eller fremtrædende hos
personen. Kort sagt: Hvad er væsentligt og stærkt? Det
er netop derfor, den såkaldte syntese af horoskopet er så vigtig. Dvs.
den sammenfatning og det overblik, som en rutineret
"horoskop-tyder" instinktivt får af et horoskop.
Helhedsindtrykket, der gør det muligt at afdække det gennemgående
tema, der som en rød tråd løber gennem horoskopindehaverens liv. Syntesen
af horoskopet kan lignes ved den proces, der er nødvendig, når et
4-binds romanværk skal koges ned til et filmmanuskript i normal
spillefilmslængde. Man er nødt til at skære de mindre vigtige plots
væk, og måske endda fremhæve og forstørre det gennemgående tema.
Med en sådan sammenfattende synopsis i lommen, er astrologen på sikker
grund. Grundtonen er lagt, og selv om man måske senere fortaber sig i
horoskopets detaljer, taber man aldrig det grundlæggende tema af syne.
Mange metoder
At
finde helheden i horoskopet har til alle tider optaget astrologer.
Derfor er der i astrologiens mangeårige historie fremkommet mange bud
på, hvorledes man når frem til et helhedssyn på horoskopet. Man kunne
f.eks. i flæng nævne den klassiske optælling af horoskopets planeter
i temperament (Ild, Jord, Luft og Vand), kvaliteter (Kardinal, Fast og
Bevægelig), Marc Edmund Jones horoskoptyper (Skålen, Øsen, etc.),
amerikanernes Astrodynes, franskmændenes Horoskophersker (ifølge
Volguine), tyskernes Spændingshersker (ifølge Parm) og Herskerkæder
(ifølge Ring), etc. Der eksisterer nok af færdige systemer, man kan
prøve af. Mange af disse metoder fokuserer dog på at lokalisere en
enkelt faktor i horoskopet, der kan fungere som indfaldsvinkel til
tydningen, ofte uden at man foretager en egentlig syntese af alle
horoskopets elementer.
Fire
tydningsprincipper
Igennem
mine snart 25 år som lærer på Irene Christensen Instituttet, er jeg
efterhånden kommet frem til 4 grundlæggende tydningsprincipper, der
sikrer at filmen/tydningen minder så meget som muligt om
bogen/horoskopet. Det er disse "Fire Astrologiske Love", der
præsenteres i denne artikel. De
er et forsøg på at samle de generelle tydningslove. De Fire
Astrologiske Love indeholder retningslinjerne for, hvorledes man skal
bedømme styrken af horoskopets indflydelser. Lovene gør det muligt at
gribe tydningen logisk an - og at vurdere om en indflydelse kommer i
første, anden, tredje eller tiende række.
Lovenes lov: Tid og sted
De
Fire Astrologiske er, som alt andet, underlagt den største lov af dem
alle: "Loven om Tid og Sted". Fødselshoroskopet forbliver det
samme hele livet igennem, men efterhånden som mennesket vokser
(biologisk) og udvikler sig (psykologisk) inddrages nye områder i
horoskopet.
Alder
og situation
Den
helt overordnede lov er, at der ved enhver tydning skal tages hensyn til
personens alder og situation. Et barn har f.eks. langtfra de samme
muligheder for at udnytte indflydelserne fra de psykiske planeter
(Uranus, Neptun og Pluto), som en voksen har. På samme måde har en
bonde fra Sibirien ikke de samme muligheder, som en rigmand fra Beverly
Hills. Dette er indlysende, men alligevel vigtigt altid at have dette in
mente, fordi de astrologiske indflydelser ikke er absolutte tydninger og
absolutte sandheder, men altid fungerer inden for de rammer, som
alder/tid og miljø/sted sætter. I min artikel i sidste nummer af
Stjernerne ("Odas otte liv") demonstrerede jeg netop denne lov
på et fiktivt eksempel. Men lad os gå i gang med "De
Fire"...
Eksempelhoroskop
Da
et billede som bekendt siger mere end tusind ord, vil Anders Fogh
Rasmussens horoskop blive anvendt som gennemgående eksempel. Horoskopet er
A/B data og Kündig-korrigeret. Kilde er ukendt.
Anders Fogh
Rasmussen 26.01.1953 02:02:04 56N25 10E45 Ginnerup A/B Data
1. Lov - Loven om Antal
Jo flere, jo større
sikkerhed.
Demokratisk lov
Man
kunne kalde dette for den demokratiske astrologiske lov. Jo flere
planeter, der er enige om at forlene en person med nogle bestemte
egenskaber, jo større er sandsynligheden for, at disse egenskaber
kommer til reelt udtryk i personens liv.
Astrologisk
mundheld
En
gammelt astrologisk mundheld siger, at hvis man ser et tydningsprincip
én gang i et horoskop, så skal man tie stille, for så er dette
sandsynligvis ikke erkendt af horoskopindehaveren. Hvis man ser et
tydningsprincip to gange, kan man stille et spørgsmål for at se, om
personen har stiftet bekendtskab med den del af horoskopet. Men hvis man
ser et tydningsprincip tre eller flere gange, kan man være rimelig
sikker på, at det også er oplevet.
Livsdilemma
Særlig
interessant er den situation, der opstår, hvis to modsatrettede
kræfter i et horoskop viser sig at have omtrent samme vægt. Det giver
ophav til et dilemma i personen, der ofte er kilde til stor
foretagsomhed, fokusering og problematisering, fordi netop sådanne
polariteter hele tiden kalder på personens opmærksomhed. Ofte vil et
sådant livsdilemma præge personen i mange af livets forhold, lige fra
de største til de mindste.
Eksempel
på 1. lov: Anders Fogh Rasmussen
Når
man tager et vue over Arne Fogh Rasmussens horoskop, er det tydeligt, at
dette horoskop i høj grad er splittet mellem intellekt og følelse. På
intellektsiden har vi Sol/Merkur i Vandbærer i 3. hus, Månen i
Tvillingerne og Uranus (Sol-hersker) tæt på 9. husspids. På
følelsessiden står Skorpion-Ascendanten, Månen i 8. hus,
Venus/Mars-konjunktionen i Fiskene og Saturn/Neptun i 12. hus. Både
Solens, Månens og Merkurs positioner i tegn/hus tyder på et meget
intellektuelt velfunderet og velfungerende menneske, der er vant til at
bruge intellektet som sin hovedmetode til forståelse af tilværelsen.
Denne kombination viser erfaringsmæssigt en høj intelligens, når der
er tale om problematikker, der lader sig løse med logikken alene. Da
det samfund, vi lever i, opmuntrer intellektualitet, er det klart, at
det er denne side af personligheden, Anders Fogh Rasmussen har forfinet
og brugt meget på sin vej gennem livet. Horoskopet er derfor vant til
at løse livsproblemer ad intellektuel vej.
Intellekt
og følelse
I
modsætning til dette står alle de følelsesmæssige indflydelser.
Venus/Mars-konjunktionen er i kvadrat til Månen i 8. hus, der viser af
følelseslivet er præget af dybe modsætninger, der ligger fjernt fra
den logiske styring og kontrol, som resten af horoskop lægger op til.
Når følelsessiden tager over, falder intellektet i søvn.
Offentlig
og privat
Horoskopet
viser en spænding mellem følelse og intellekt. Personen vil derfor
være både logisk og intellektuelt styrende, men denne intellektualitet
kan midlertidigt sættes ud af drift grundet følelsesmæssige behov og
stemningsskift. Hvis man kigger nærmere efter i horoskopet, opdager man
nemlig, at de intellektuelle og de følelsesmæssige planeter ikke har
stærke forbindelser til hinanden. Følelserne er usynlige for
intellektet og omvendt. Horoskopets stærke og præcise intellekt
anvendes i offentlige og erhvervsmæssige sammenhænge, mens følelserne
kunne siges at være henvist til et meget privat privatliv (Venus/Mars i
Fiskene i 4. hus).
2. Lov - Loven om Eksakthed
Jo
mere eksakt, jo stærkere
Aspekter
Jo
mere nøjagtig og præcis en indflydelse er, jo mere vægt skal der i
tydningen lægges på den. Eksakthed forbinder vi især med aspekternes
orbis. De klassiske aspekter: Konjunktion (0°), sekstil (60°), trigon
(120°) og Opposition (180°) er i princippet eksakte aspekter, men vi
tillader altid en vis orbis (afvigelse fra det eksakte aspekt).
Orbis
Af
denne lov følger, at en Sol-opposition-Saturn med vinkelafstanden 185º
(dvs. oppositionsaspekt 180° plus 5° orbis) helt naturligt er meget
svagere end en Sol-trigon-Jupiter med vinkelafstanden 118° (dvs.
trigon-aspekt 120° minus 2° orbis).
De
mest eksakte aspekter ligger øverst i værktøjskassen
.Horoskopets
mest eksakte aspekter bliver som følge af denne lov de mest
fremtrædende. Disse kan lignes ved det værktøj i horoskopet, der
bruges mest, simpelt hen fordi de ligger øverst i værktøjskassen.
Planeterne kommunikerer med hinanden via aspekterne, der kan lignes ved
rørledninger. Og der skal presses en masse informationer igennem
rørene! Når rørledningen mellem to planeter har en stor diameter
(lille orbis), er der virkelig tale om klar kommunikation og
øjeblikkelig udveksling. Der er hul igennem. Energierne flyder let og
hurtigt. De tykkeste rørledninger bliver derfor helt naturligt dem, der
bliver brugt mest, fordi de ikke kræver den store ventetid. Enhver der
har prøvet at fylde en 20 liters dunk fra en dryppende vandhane, vil
vide, hvad der menes.
Eksempel
på 2. lov: Anders Fogh Rasmussen
Ofte
kan det betale sig at sortere horoskopets aspekter efter eksakthed. I
Anders Fogh Rasmussens horoskop giver dette følgende resultat: Måne-sekstil-Pluto
(orbis: 00-48) Måne-kvadrat-Venus
(orbis: 00-59) Neptun-sekstil-Pluto
(orbis: 01-28) Måne-kvadrat-Mars
(orbis: 01-31) Jupiter-opposition-Ascendant
(orbis:01-34) Saturn-sekstil-MC
(orbis: 01-57) Måne-trigon-Neptun
(orbis: 02-16) Venus-konjunktion-Mars
(orbis: 02-30)
etc. Af ovenstående kan direkte aflæses,
at hvis vi f.eks. skal undersøge styrken af akse-aspekterne, så skal
der lægges mere vægt på Jupiters opposition til Ascendanten (orbis:
01-34), end på Saturns sekstil til MC (orbis: 01-57), fordi
førstnævnte er mere eksakt.
Orbishuller
I Arne Fogh Rasmussens horoskop bemærker man også, at der er et
lille "orbis-hul" mellem de to første og de resterende
aspekter. Månen er med de to mest eksakte aspekter spændt op mellem
Pluto og Venus, hvilket bl.a. kan indikere et intenst og nuanceret
følelses- og kærlighedsliv.
Uaspekterede
planeter
De mest eksakte aspekter tager ofte styringen, mens vi i den anden
ende af skalaen finder det aspekt, der har den største orbis. Den planet, der først falder ud af aspekt-mønstret, når orbis
gøres mindre, er den såkaldte uaspekterede planet. Denne har sin helt
egen - og vigtige betydning. I dette horoskop er det Solen, der allerede
med 5°
orbis falder ud af horoskopets aspektmønster. Det bekræfter vor
antagelse om, at horoskopets indehaver har et stort behov for privatliv,
og forstår at holde dette skarpt adskilt fra den professionelle
sfære.
3. Lov - Loven om Sjældenhed
Jo mere sjælden, jo større afvigelse fra normen
Sjældne
og usædvanlige horoskoper
Denne lov er baseret på hyppigheden af horoskop-faktorernes
astronomiske forhold, idet der findes
planet/tegn/hus/aspekt-kombinationer, der er mere sjældne end andre.
Hvis du har et "sjældent" horoskop, bliver det sværere at
finde andre mennesker, der deler din psykologiske sammensætning. Det
blive sværere at finde den "astrologiske folkestamme", du
tilhører. Det, der er sjældent i dit horoskop, er det, der gør dig
anderledes end mængden, det ualmindelige er dit særpræg, det der gør
dig original - og måske endda banebrydende. Usædvanlige horoskoper har
det med at bryde konventionerne, idet de ikke ligger under for normer og
vanetænkning.
Ensomhedsfølelse
En sjælden indflydelse i horoskopet kan lignes ved et fysisk
særpræg, der følger dig hele livet. Hvis horoskopet indeholder én
eller flere meget sjældne eller eksakte kombinationer (ifølge 1. og 2.
lov), kan det give en vis ensomhedsfølelse, fordi det er svært at
finde andre mennesker, man føler sig forbundet med.
Eksempel:
Som eksempel kunne nævnes, at der f.eks. på vore nordlige
breddegrader er mange flere Vægt-Ascendanter end Vædder-Ascendanter.
Hvis man er født i nærheden af Ækvator er der næste lige stor
sandsynlighed for at have alle 12 tegn på Ascendanten. Måske er netop
dette forhold grunden til de nationale forskelle, f.eks. mellem det
såkaldt kolde nordiske temperament og det mere lidenskabelige
sydlandske temperament. Der vil jo være flere hurtiggående Ascendanter
(Stenbuk, Vandbærer, Fisk, Vædder, Tyr, Tvilling), jo længere sydpå,
man kommer. Helt omvendt bliver det på den sydlige halvkugle, hvor der
f.eks. i Australien vil være overvægt af Vædder-Ascendanten og færre
Vægt-Ascendanter.
Retrograde
planeter
I øjeblikket arbejdes med et astrologisk grundforskningsprojekt på
mine hjemmesider (www.astrologyforum.dk og www.astrology.dk/mereinfo/),
hvor der bl.a. optælles retrograde planeter og planeters fordelinger i
tegn, fordi der er vigtigt, at astrologer véd, hvordan de astronomiske
sandsynligheder fordeler sig. F.eks. er det mere sandsynligt at have 4
planeter retrograde (11%) i sit horoskop, end det er slet ikke at have
nogen (9%). Mest almindeligt er 2 og 3 retrograde planeter (henholdsvis
30% og 25%).
Eksempel
på 3. lov: Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen har tre planeter (Uranus, Neptun og Pluto)
retrograde, og det lyder umiddelbart af meget, men som nævnt ovenfor er
dette faktisk ganske almindeligt og derfor ikke sjældent. Det er
faktisk mere almindeligt end man skulle tro, idet netop Uranus, Neptun
og Pluto meget ofte er retrograde.
Sol-,
Merkur- og Venus-fordeling
Dette horoskops fordeling af Solen (i Vandbærer), Merkur (i
Vandbærer) og Venus (i Fiskene) er også den mest almindelige, hvorfor
dette horoskop ikke just er præget af sjældenhed.
Måne/Venus/Mars
Til gengæld finder vi i Måne/Venus/Mars en rimelig sjælden
triple-kombination, hvorfor man roligt kan lægge stor vægt på
tydningen af denne. Loven om sjældenhed forhindrer også, at man f.eks.
lægger overdreven vægt på Saturn/Neptun-konjunktionen, idet alle, der
er født i perioden fra efteråret 1952 og hele 1953 har den.
4. Lov - Loven om Varighed
Jo længere varighed, jo kraftigere påvirkning
(inden for
det biologisk opfattelige)
Transitters
varighed
En Pluto-transit varer 1-2 år, mens en Måne-transit kun varer 2-3
timer. Det er således logisk, at man ikke kan opleve store
livsændringer på den transiterende Måne, mens Plutos indflydelse i
transit er langvarig nok til at gøre et dybere indtryk på personen, og
den er derfor i stand til at skabe varige ændringer - såvel biologiske
som psykologiske.
Biologisk
opfattelighed
Parentesen ("inden for det biologisk opfattelige") skal
forstås sådan, at en indflydelse skal have en varighed, der kan
opfattes af det biologiske system, som mennesket jo er. En indflydelse,
der varer for kort, kan ikke påvirke længe nok, mens en indflydelse,
der varer for længe, heller ikke den store effekt, fordi vi når at
vænne os til den. Det, vi reagerer på, når vi udsættes for transitter og/eller
progressive aspekter, er ændringer i den måde planeternes energier
påvirker os på, og hvis disse ændringer er for hurtige eller for
langsomme, kan vi ikke opfatte dem. Hvis planet-indflydelserne er for
hurtige, farer de forbi os næsten uden at vi opdager det. Det er
indbygget i menneskets perceptionsfysiologi.
Blind
for langsomme ændringer
Tænk f.eks. på et TV-billede, der faktisk består af faste billeder,
der blinker 50 gange i sekundet. Dette er hurtigere, end vore øjne og
hjerne kan nå at følge med, hvorfor vi i stedet opfatter det som om
TV-billedet bevæger sig. Den gamle betegnelse, "levende
billeder", er derfor mere præcis, end man skulle tro. Hvis en
indflydelse derimod varer for længe, når vi stille og roligt at vænne
og tilpasse os til den. Vi kan som bekendt ikke sætte os ned og se
græsset gro. Men hvis vi forlader græsplænen og kommer tilbage et par
uger efter, kan vi se, at der er sket en ændring. Problemet er, at vi
jo ikke kan forlade vort horoskop, og derfor bliver blinde for
ændringer, der sker for langsomt.
Det
progressive horoskop
F.eks. bevæger Pluto sig ca. 1 buemniut om året i det progressive
horoskop. Det betyder, at aspekter, der dannes af progressive-Pluto er
ca. 60 år om at dannes og ca. 60 år om at klinge ud (med 1°
orbis). Det er alt for længe til, at det enkelte menneske kan mærke at
indflydelsen kommer og går.
Lovene skal overholdes
De Fire Astrologiske Love er derfor vigtige vejvisere til en sikker
tydning. De gør det muligt at fange det enkelte horoskops essens. Da
jeg i sin tid formulerede De Fire Astrologiske Love, var det i et
forsøg på at finde nogle grundlæggende principper, som enhver sund
tydning bør bygges på. Hvis man altid husker disse fire love, kan man
ikke gå helt galt i byen. Hvis man overholder lovene, får man mulighed
for at uddrage det markante og vigtige i ethvert horoskop. De enkelte
love kan/skal selvfølgelig kombineres. Hvis vi f.eks. på et tidspunkt
i løbet af livet oplever en sjælden transit, der også tilfredsstiller
den 4. lov om varighed, vil der kunne ske særlig store ændringer i
personens liv. Jo flere love, der er involveret, jo mere skal tydningen
potenseres.
Christian Borup
September 2000
This article was first published in
STJERNERNE •
September 2000
Republished 2002 @
www.astrology.dk
•
Layout re-edited March 2002 & August 2011
Update
2002.03.08
Christian Borups kommentar: Da
denne artikel i sin tid blev skrevet, var det blevet vigtigt for mig at nedfælde
nogle af mine ideer, som ellers kun kommer eleverne på Irene
Christensen Instituttet til gode. Det er min opfattelse at de fire
astrologiske love er grundlaget for al sundt og effektivt astrologisk
arbejde. Artiklen er kort og summarisk, og behandler derfor kun de mest
simple implikationer af lovenes anvendelse.