Menneskets nye solsystem (5:5)
- Transpluto Siden opdagelsen af Pluto har
man forgæves søgt efter nye planeter på den anden side
af Plutos bane. Transpluto er en hypotetisk planet, der
i dag anvendes af mange tyske astrologer. (Christian Borup, 1998)
I dag ved vi, at det er meget
usandsynligt, at der vil findes en stor planet på den
anden side af Pluto. Alligevel drømmer mange astrologer
om opdagelsen af vort solsystems tiende og måske endda
elvte planet, der kan gøre herskerskaberne i vores
horoskopcirkel symmetrisk.
En smuk drøm, der desværre også har ført til, at mange
astrologer på verdensplan anvender en fiktiv Transpluto,
hvis tabeller - som vi senere skal se - hviler på et
meget tyndt videnskabeligt grundlag. Denne artikel
handler om længslen efter at finde en stor og gedigen
planet på den anden side af Plutos bane: Transpluto.
Astrologer har ry for at være uvidenskabelige drømmere
og fantaster, men astronomien kan heller ikke sige sig
fri for også at have sine fanatikere og fusentaster. Og
drømmen om at finde en tiende planet, kan derfor siges
at være en af de få drømme, som både astrologer og
astronomer deler.
Pluto - en skuffelse
Percival Lowell
(13/3 1855 - 12/11 1916)
Astronomerne Percival Lowell og
William H. Pickering (1858-1938) spillede en stor rolle
i opdagelsen af Pluto. De var begge overbeviste om, at
der fandtes en meget stor planet på den anden side af
Neptun. Lowell kaldte denne hypotetiske planet for
"Planet X", mens Pickering kaldte sin planet for "Planet
O". Begge havde beregnet planetens formodede position på
basis af de forstyrrelser af Uranus' og Neptuns baner,
man havde observeret.
Fundet af Pluto blev en skuffelse. Pluto var for lille
og for tæt på Solen til at være hverken "Planet X" eller
"Planet O", og dens position faldt overhovedet ikke
sammen med Lowells og Pickerings beregninger. Og Pluto
ringe størrelse kunne ikke forklare forstyrrelserne i
Uranus' og Neptuns baner. Lowells og Pickerings
beregninger afveg utroligt meget indbyrdes, selv om de
var baseret på de samme forudsætninger. Dette viser,
hvor stor usikkerhed der er på den slags beregninger -
og hvor lidt lid man kan sætte til dem. Lowell mente, at
hans "Planet X" lå 43 AU fra Solen, havde 6,6 gange
Jordens masse og en omløbstid på 282 år, mens Pickerings
"Planet O" lå 55,1 AU fra Solen, havde 2 gange jordens
masse og en omløbstid på 409 år.
Planet
AU
Omløbstid
Planet X
Planet O
Pluto
43,0
55,1
39,4
282 år
409 år
248 år
1 AU (Astronomical Unit/Astronomisk enhed) svarer til
middelafstanden fra Jorden til Solen, dvs. ca.
150.000.000 km.
At det i det hele taget lykkedes Clyde Tombaugh at finde
Pluto i 1930, var således mere eller mindre en
tilfældighed - eller måske nærmere et lykketræf?
Jagten på Transpluto
Clyde Tombaugh
(4/2 1906 - 17/1 1997)
Selv om Lowells og Pickerings beregninger var så
afvigende, gav Clyde Tombaugh ikke op så let. I de 13
år, der fulgte efter Plutos opdagelse, undersøgte han
himlen fra dens nordpol til 50 grader sydlig deklination
- dvs. mere end 30.000 kvadrat-grader på himlen. En
næsten umenneskelig opgave, når man betænker, hvor mange
stjerne-lysprikker, der befinder sig ude i himmelrummet.
I løbet af disse 13 år undersøgte han 90 millioner
fotografier i sin søgen efter "Planet X". Han fandt
flere nye galakser, en enkelt ny komet, en ny kuglehob,
5 nye åbne stjernehobe, flere galaksehobe, en ny
superhob bestående af 1.800 galakser og 775 nye
asteroider - men ingen ny planet!
Tombaugh måtte derfor modvilligt konkludere, at der ikke
kunne eksistere nogen stor planet på den anden af Pluto.
En sådan ville han have opdaget, idet hans undersøgelse
havde været så grundig, at han ville have fundet en
planet på størrelse med Neptun, selv om den havde været
277 AU borte, eller sagt på en anden måde: Han ville
have opdaget en lille planet på størrelse med Pluto,
selv om den havde været 60 AU borte. Sagen syntes
afgjort: Transpluto var der simpelt hen ikke.
William Henry Pickering
William Henry Pickering
(15/2 1858- 17/1 1938)
Men William H. Pickering ville
ikke lade sig slå ud så let. Livet igennem fortsatte han
med at forudsige og beregne masser af nye planeter.
Måske i et forsøg på at opnå samme verdensberømmelse som
Neptuns opdager, Le Verrier, der i 1846 på forhånd
præcist havde beregnet, hvor man kunne finde Neptun.
I perioden fra 1908 til 1932 foreslog Pickering således
7 hypotetiske planeter, som han kaldte Planet O, P, Q,
R, S, T og U; og livet igennem foretog han gang på gang
nye beregninger på "Planet O", med det resultat, at der
i dag eksisterer tre meget forskellige versioner af
denne.
Pickerings forskellige versioner af "Planet O" er
således endnu et godt eksempel på, hvor forskellige og
usikre beregnede baneelementerne for hypotetiske
planeter kan blive. Pickering synes dog at være gået
lidt over bord i 1911, hvor han forudsagde, at hans
"Planet Q" ville være en kæmpe-planet med 20.000 gange
jordens masse. Et fuldstændigt vildt tal og et godt
eksempel på, at astronomer kan komme lige så langt ud i
tovene som astrologer.
Heldigvis var der ikke mange astronomer (eller
astrologer), der tog sig af ham, hvorfor der heller ikke
blev fremstillet tabeller for hans planeter. Men det
gjorde der for en anden postuleret Transpluto...
De tyske astrologers Transpluto
Landscheidt og Hausmann's Transpluto ephemeride
(udgivet 1972)
I det tyske sprogrum anvender
mange astrologer den dag i dag en planet kaldet
Transpluto, Isis eller Minerva. Og den har endda fået et
symbol. Tyske astrologer tegner den ind horoskopet på
lige fod med de andre planeter. Årsagen til dette skal
blandt andet andet søges i, at astrologerne Landscheidt
og Hausmann i 1972 udgav en tabel over Transpluto, og
som altid i astrologien, er en tilgængelig ephemeride en
sikker vej til anvendelse og udbredelse. Men hvorledes
fremstiller man en tabel for en planet, som ingen har
set?
I tabellens indledning giver Theodor Landscheidt
følgende forklaring:
Transpluto er ikke et
irrealt og fantasifuldt resultat af
ufrugtbare spekulationer. Mange indicier
taler for eksistensen af Transpluto.
Forstyrrelser i Uranus' og Neptuns baner
lader sig ikke forklare ud fra Plutos
tyngdekraft-påvirkning alene. Ud fra disse
forstyrrelser [...] beregnede M.E. Sevin i
1946 Transplutos baneelementer og
offentliggjort disse i "Comptes Rendus"
udgivet af Det Videnskabelige Akademi i
Paris. [...] Selv om tilforladeligheden af
Sevins beregninger stadig diskuteres, så er
astronomerne principielt enige om, at der
mindst findes én trans-plutonisk planet, der
endnu venter på at blive opdaget.
Senere i indledningen henviser Landscheidt til to tyske
astronomer, Schütte og Kritzinger, der efter sigende
senere forbedrede Sevins beregninger. Så det lyder jo
meget tilforladeligt og videnskabeligt alt sammen. Men
hvad ligger der egentlig bag denne astrologiske
Transpluto?
Francis M.E. Sevin
Franskmanden Sevins teori om
Transpluto er først og fremmest baseret på noget, man
høfligt kunne kalde resultatet af en meget kreativ
forsknings-fremgangsmåde, som han i 1946 kastede sig ud
i. Sevin fik den idé at opdele planeterne i to grupper.
Da der manglede en planet i den ene gruppe tog han af
uransagelige grunde den meget uregelmæssige asteroide
Hildago med som en planet. Hildago blev opdaget som
asteroide nummer 944 i oktober 1920, og udmærker sig
ikke ved sin størrelse (ca. 15 kilometer), men derimod
ved at bevæge sig længst bort fra Solen og ved at have
den største omløbsbane (den ligger uden for Jupiters
bane) og den længste omløbstid (14,04 år). Det må
således stå hen i det uvisse, hvorfor Sevin netop valgte
Hildago, og ikke en af de tusindvis af andre asteroider.
En skeptisk læser vil måske endda gå så vidt som til at
påstå, at Sevin blot valgte Hildago, fordi netop den fik
systemet at virke... Under alle omstændigheder er
introduktionen af Hildago Sevins første kreative
kunstgreb!
Sevins to "planet"-grupper ser derfor således ud:
Gruppe 1
Gruppe 2
Merkur
Venus
Jorden
Mars
Asteroiderne
Jupiter
Transpluto
Pluto
Neptun
Uranus
Saturn
Hildago
Af lige så uransagelige grunde tog han derefter
logaritmerne af planeternes parvise omløbstider og lagde
dem samme. Derved fandt han en konstant sum på ca. 7,34.
Idet han antog den samme sum for at være gyldig for
Gruppe 2 (indeholdende den ubekendte Transpluto) kunne
han - som i en ligning med én ubekendt - beregne sig
frem til, at Transpluto måtte have en omløbstid på ca.
677 år. Kunstgreb nummer to!
Ud fra disse nærmest tal-magiske antagelser, beregnede
Sevin derefter et komplet sæt banelementer for
Transpluto. Kunstgreb nummer tre!
Det siger sig selv, at denne uvidenskabelige
fremgangsmåde ikke skabte den store interesse eller
furore i astronomiske kredse.
Schütte og Kritzinger
Men Sevins beregninger skabte
åbenbart en vis interesse i Tyskland, for i 1950 brugte
Münchner-astronomen Karl Schütte data fra
tyngdepåvirkningerne af otte periodiske kometers baner
til at foreslå nye værdier for Transpluto, der mindede
meget om Sevins, og i 1954 brugte en anden tysk
astronom, H.H. Kritzinger, de samme otte kometer til at
forfine Schüttes data.
Tre år efter gennemregnede Kritzinger hele problemet
igen, og fandt nu nye værdier. Kritzinger foretog
derefter utallige fotografiske observationer for om
muligt at finde den planet, han havde beregnet, men
fandt intet. I 1959 regnede Kritzinger igen på værdierne
og kom igen frem til nye baneelementer for Transpluto.
Disse sidste mindede meget om Sevins Transpluto - men
heller ikke denne planet er blevet fundet.
Transpluto ephemeride
Den Transpluto tabel, som tyske
astrologer anvender, må således siges at hvile på et
meget tyndt videnskabeligt grundlag. Tabellen udkom i
1972, og samme år forudsagde astronomen Brady sin
version af en Transpluto, der ville være på størrelse
med Saturn. Også denne planet søgte man også efter, men
fandt heller intet, og så sent som i 1987 regnede den
amerikanske astronom John Andersen på de
tyngdekrafts-forstyrrelser, som rumsonderne Pioneer 10
og 11 blev udsat for. Han konkluderede, at en eventuel
Transpluto måtte have en meget langstrakt omløbsbane,
der i perioder bragte den langt uden for vort solsystem.
Han har senere foreslået, at denne planet har fem gange
jordens masse, en omløbstid på mellem 700 og 1000 år -
samt at dens forstyrrelser af Uranus' og Neptuns baner
først vil være mærkbare igen i år 2600. Anderson håbede
at de to Voyager-sonder ville kunne hjælpe til at
stedbestemme planeten, men det er endnu ikke lykkedes.
Også astronomen Conley Powell søgte efter Transpluto og
bemærkede, ligesom som John Andersen havde gjort, at
Uranus' beregnede positioner passede meget bedre efter
1910 end før. Dette kunne tyde på en Transpluto, der kun
i perioder er så tæt på vort solsystem, at den
tilstedeværelse kan påvirke de kendte planeter. I 1987
søgte man efter Powells planet - og fandt intet.
Siden har der været stille om jagten på en stor
Transpluto.
Mange Transpluto'er
Den Landscheidt/Hausmann-Transpluto,
som nogle tyske astrologer anvender i dag er således
blot baseret på en enkelt af de mange Transpluto'er, som
astronomer gennem årene har postuleret - men aldrig
fundet.
Som det vil ses af nedenstående skema (hvor Pickerings
planeter P,Q,R,S,T og U endda er udeladt!), er der så
stor forskel på data for de enkelte planeter, at det
mere minder om en gætteleg, end noget man kan fæste sin
lid til. Især når man betænker, at de fleste af
beregningerne er baseret på de samme
grundforudsætninger.
282,0 år
373,5 år
409,0 år
209,2 år
685,8 år
?
523.5 år
650,0 år
675,7 år
464,0 år
494,0 år
251,0 år
At de astrologer, der anvender den tyske Transpluto, har
stor succes med dette, må derfor mere tilskrives den
pågældende astrologs kunnen end planetens.
Og hermed slutter artikelserien om Menneskets nye
solsystem. Indtil videre...
Christian Borup
September 1998
This article was first published in
STJERNERNE •
September 1998
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited November 2011
Update
2011-11-09
XXX
Cambridge Illustrated History of
Astronomy - Cambriudge University Press 1997
ARTIKLER...
