Menneskets nye solsystem (4:5)
- Pluto Opdagelsen af Pluto i 1930 var
kulminationen på mange års søgen efter "Planet X", der
blev sat i gang af rigmanden Percival Lowell, der var
fanatisk overbevist om, at der var liv på Mars (Christian Borup, 1998)
Opdagelsen af de to nye planeter
Uranus og Neptun kunne meget let have betydet dødsstødet
for astrologien - og det var faktisk også lige før.
Efter Renæssancen var der færre og færre astronomer, der
også beskæftigede sig med astrologi. På sin vis tilhørte
Tycho Brahe (1546-1601) og hans elev Johannes Kepler
(1571-1630) den sidste generation af astronomer, der tog
astrologien alvorligt - og praktiserede den aktivt. For
astrologien betød opdagelsen af Uranus i 1781 og Neptun
i 1846 at en af de mest grundlæggende astrologiske
dogmer måtte ændres: Dyrekredstegnenes herskerplaneter.
Gamle og nye herskerskaber
Selve det astrologiske grundlag vaklede
under vægten af de nye planeter. Siden oldtiden
var urhoroskopet (eller Verdenshoroskopet, som de gamle
astrologer kaldte det) simpelt og smukt bygget op. De to
himmellys, Solen og Månen, indtog en særstilling og
herskede hver over kun ét tegn (Månen over Krebsen og
Solen og Løven), mens hver af planeterne herskede over
to tegn, startende med Merkur som hersker over
Tvillingerne og Jomfruen (nabotegnene til Krebsen og
Løven), Venus over Tyren og Vægten, Mars over Vædderen
og Skorpionen, Jupiter over Fiskene og Skytten mens
Saturn som den yderste og mest langsomme planet
afsluttede Dyrekredsen ved at herske over Vandbæreren og
Stenbukken - oppositionstegnene til Løven og Krebsen.
Som den grænseoverskridende og regelforagtende planet,
den er, ødelagde Uranus' opdagelse denne faste,
symmetriske opbygning. Men hvilke tegn skulle de nye
planeter herske over?
Dette spørgsmål skabte mange diskussioner blandt
astrologer verden over. Til at begynde med fandt man en
halvløsning på problemet: De nye planeter var
medherskere over tegnene, og kunne kun mærkes og
anvendes af særligt følsomme og højtudviklede individer,
men efterhånden blev man enige om at placere Uranus som
hersker over Vandbæreren og Neptun som hersker over
Fiskene. Og det er de fleste astrologer mere eller
mindre enige om i dag. Mange franske astrologer mener
dog stadig, at Neptun hersker over Skytten og Pluto over
Vædderen - men det er en helt anden historie...
Usynlige planeter
Der skulle gå 84 år efter Neptuns opdagelse, før Pluto
blev observeret i 1930, og sjovt nok er Uranus'
sideriske omløbstid netop 84 år og 27 dage. Indtil da ventede de fleste
astrologer med spænding på opdagelsen af den nye planet,
mens de mere utålmodige og kreative begyndte at postulere
nye, selv-opfundne hypotetiske planeter.
Dette var f.eks.
tilfældet med Hamborg-skolen (i engelsk-talende lande
kaldet "Uranian Astrology"), der allerede i 1920'erne postulerede og
beregnede ephemerider for hele otte såkaldte
trans-Neptunske planeter. Pluto var jo ikke opdaget
endnu.
Disse havde rigtige
mytologiske navne (Cupido, Hades, Zeus, Kronos, Apollon, Admetos, Vulcanus og Poseidon), var tilknyttet
omfattende tydningsregler og deres positioner var
glimrende astronomisk beregnet (ud fra two-body
teorien), men desværre faldt ingen af dem sammen med
Plutos position, da denne endelig blev opdaget 10 år
senere! Det ville ellers have været en sejr af
dimensioner, hvis astrologer havde forudsagt Plutos
position, men desværre er astrologiens overdrev fuld af
den slags lidt pinlige fejlslag.
I dag er der stadig mange tilhængere af Hamborg-skolen
som anvender disse såkaldte "trans-Neptunere", selv om de
fleste dog nu indrømmer, at disse planeterne er af mere
åndelig, spirituel og ikke-materiel (og dermed absolut trans-Neptunsk!) karakter.
Især fordi Hamborg i
dag anser de for at være æteriske og aldeles usynlige for det blotte øje!
Problemet er blot - som altid i astrologien - at
Hamborg-skole-astrologer har stor succes med at få deres
system til at virke i praksis!
Tydning af de nye planeter
I de første hundrede år efter
Uranus' opdagelse blev Uranus af astrologer ofte
beskrevet som en højere oktav af Merkur, mens Neptun
blev beskrevet som en højere oktav af Venus. Man
startede simpelt hen forfra med at tælle planeterne inde
fra Solen, og tilførte den nye planet et mere avanceret,
esoterisk og "højtudviklet" tydningslag. De
blev således kaldt for "psykiske planeter".
Uranus kom
derfor til at stå for blitz-agtig intuition, moderne
videnskab og geniale/bizarre ideer som udtryk for den
højere oktav af Merkurs mere boglige og dagligdags
intelligens. Derfor kom Uranus også til at stå for den viden, der kom til
mennesket fra mere åndelige kanaler. Neptun blev Venus -
kærligheden - i dens højere oktav, og dermed også
følsomhed, offervilje, empati, hengivelse og næstekærlighed.
Astrologer havde således stærkt på fornemmelsen, at
såfremt en ny planet blev fundet, ville denne helt
naturligt være en højere oktav af Mars.
Den endnu ikke opdagede psykisk planet måtte derfor
indeholde mere åndelig kraft, fanatisme, stædighed,
energi og destruktion, end den mere håndfaste, men trods
alt ridderlige, men instinktive, dyriske og kropslige krigsplanet Mars. Og sjovt
nok kom netop Mars uforvarende til at spille en meget
stor rolle i Plutos opdagelse!
Mars og Pluto
Mars
NASA Global mosaic
Der synes nemlig at være en
besynderlig forbindelse mellem de astronomer, der
opdagede Pluto, og den besynderlige interesse og
fanatiske fascination, som Mars synes at have haft på
dem.
I dag ved astrologer, at Pluto blandt andet står for liv
og død, og historien om opdagelsen af Pluto er for altid
bundet til en næsten hundredårig ophidset diskussion
blandt astronomer om netop liv/død: Er der liv på Mars?
For at kunne fortælle baggrunden for Plutos opdagelse er
vi derfor nødt til at tage turen over den lavere oktav
af Pluto, Mars, hvor historien tager sin begyndelse i
slutningen af 1800-tallet.
Kanalerne på Mars
Så tidligt som 1873 havde
William Herschel, Uranus' opdager, skrevet, at Mars var
den af planeterne, der lignede Jorden mest, og at der
syntes af være landformationer på planeten, der var
konstante og faste i udstrækning, hvilket kunne tyde på
en planet, der mindede meget om Jorden. Og det havde han
såmænd ret i.
Visse astronomer skulle dog tage dette mere
bogstaveligt, end det var ment. Grunden var lagt til
masser af spekulationer om liv på Mars - ikke blot
blandt fantasifulde lægfolk, men også blandt mere
nøgterne astronomer. Men disse
spekulationer skulle først rigtig tage fart og udvikle
sig til astronomiske skænderier der varede fra 1877 og helt frem
til 1965, hvor sagen endelig blev afgjort.
Og skænderier og ophedede diskussioner er som bekendt noget, som Mars trives glimrende med.
Giovanni Schiaparelli
Giovanni Virginio Schiaparelli
(14/3 1835 – 4/7 1910)
Det hele blev uforvarende startet
af den italienske astronom, Giovanni Schiaparelli, der i 1877 gik i gang med at observere og
aftegne Mars' overflade. Bedre kikkerter gjorde det nu
muligt at se Mars-overfladen tydeligere, og netop i 1877
var Mars særlig tæt på Jorden, og oppositionerne til
Solen i 1877 og 1879 gjorde disse år særligt velegnede
til hans forehavende. Schiaparellis observationer bragte
helt nye informationer om Mars' overflade for en dag. Han bemærkede
- lige som Herschel havde gjort det - at der var flere store, mørke
områder på Mars (han kaldte den: havene), og lysere områder
(kontinenterne). Men dét, som skulle komme til at optage
den astronomiske verden i de kommende årtier, var de
tynde, næppe synlige linjer, der tilsyneladende løb i forholdsvist
faste mønstre over hele Mars-overfladen.
Det, som Schiaparelli især bemærkede, var, at alle disse
linjer startede i de mørke områder på Mars-overfladen
(havene), løb over de lysere områder (kontinenterne),
for at ende i andre mørke områder. Det mest
bemærkelsesværdige ved dette var, at disse linjer synes
at følge et system. Der var meget lidt
tilfældighed i det. Enten fulgte linjerne Mars'
storcirkler eller også var de svagt kurvede. Der var
ikke en eneste af linjerne, der stoppede midt i en af de
lysere - kontinentale - "ørken-områder". Schiaparelli
observerede og tegnede detaljerede kort over linjerne,
og i 1877; og i 1879, da Mars igen var egnet til
observation, bemærkede han, at nogle af linjerne endda
så ud til at være dobbelte, således at den oprindelige
linje fik en fuldstændig parallel linje ved siden af,
næsten som et togspor.
Shiaparellis endelige kort over observationerne af
Marsoverfladen, som han optegnede under de seks
Sol/Mars-oppositioner, der fandt sted fra 1877 til 1888.
Schiaparelli noterede og lavede skitser af det, han så i
sit teleskop, og regnede ikke disse linjer for at være
andet end naturligt skabte topografiske formationer. Men
hele miseren blev gjort værre af, at Schiaparelli brugte
det italienske ord "canali" til at beskrive disse linjer,
og at dette ord fejlagtigt blev oversat til ordet
"kanaler", hvilket gav håbefulde individer det
indtryk, at der var tale om intelligent kanal-byggende
liv på Mars.
Fra begyndelsen var der flere astronomer, med bedre
teleskoper end Schiaparelli, der tydeligere mente at kunne se
kanalerne på Mars' overflade, mens andre slet ikke
kunne. Om disse kanaler rent faktisk eksisterede, om de var skabt af Marsboere eller om det hele var et synsbedrag skulle
blive en diskussion, der varede godt og vel 100 år. Og
den mest indædte og fanatiske tilhænger af en beboet
Mars med kanaler var en af hovedmændene bag Plutos opdagelse: Percival
Lowell.
Percival Lowell
Percival Lowell
(13/3 1855 - 12/11 1916)
Percival Lowell blev født den 13.
marts 1855, præcis 74 år efter Uranus' opdagelse. Et
faktum, der ikke blot har numerologisk, men også - som
vi senere skal se - astronomisk og historisk interesse. Percival Lowell kom fra en rig og indflydelsesrig
Boston-familie og tog i 1876 en mere verdslig økonomisk eksamen
fra Harvard. Og som bekendt er Pluto også tilknyttet
penge - især de andres. Plutokrati er som bekendt en
betegnelse for pengevælde. I perioden 1877 til 1893 boede
og rejste han i Korea og Japan som forretningsmand for
sin faders bomulds-koncern samt som en slags diplomatisk
udsending.
Hans interesse for astronomi begyndte dog allerede i
barneårene, og da han vendte tilbage til USA i 1893
besluttede han sig til at vie sit liv til astronomien. Schiaparellis observationer havde overbevist ham om, at
der var liv på Mars, og fra sin tid som forretningsmand
vidste han, hvordan man sælger en idé til masserne,
hvorfor hans indflydelse på den populære astronomi i
samtiden ikke kan undervurderes. Som Patrick Moore
skriver om ham: "Lowell må være den mest berømte
personlighed i hele Mars' historie". Og som bekendt står
Pluto for masserne og berømmelse - eller "berygtelse".
Og da han havde masser af penge, anlagde han i 1894 et
privat, veludstyret og bekosteligt observatorium i
Flagstaff, Arizona, hvor observationsmulighederne er
særlig gode, fordi Flagstaff ligger 2.125 meter over
havoverfladen midt i Arizonas mørke ørken.
Percival Lowells originale
tegninger af "kanalerne" på Marsoverfladen.
Observatoriet
blev udelukkende bygget for om muligt at bekræfte, at
der var intelligent liv på Mars. Lowell vidste, at Mars
i årene 1894/95 igen egnede sig til detaljerede
observationer, og i denne periode gjorde han flere
observations-tegninger af Mars-overfladen, hvor
"kanalerne" mere og mere kom til at minde om faste
geometriske mønstre af afvandingskanaler.
Lowell var
overbevist om, at kanalerne var bygget af Marsboerne for
at sikre vandforsyningen over hele planeten, og at de
linjer, der kunne ses fra Jorden var vandkanaler eller
overdækkede vandforsyningledninger med frugtbare marker
og skove på hver side. Lowell gjorde sig ingen tanker
om, hvorledes disse Marsboere eventuelt kunne se ud, det
eneste han skriver er, "at tale om liv på Mars er ikke
det samme som at tale om mænd fra Mars". Hvad han så end
kan have ment med det?
De kanaler, som Lowell så i sin kikkert, og lavede
skitser af, var så geometriske, at der ikke ville have
været tvivl om, at dette vandingssystem måtte være
bygget af intelligente Marsboere - hvis kanalerne ellers
havde eksisteret!
Problemet var bare, at mange
af de astronomer, der var uenige med Lowell, ikke kunne se
nogen kanaler på Marsoverfladen, mens de enige kunne se dem helt tydeligt. Og dermed var
der åbnet for den helt store kontrovers, der først blev
endelig afgjort i 1965, da rumsonden Mariner 4 passerede
Mars og sendte billeder tilbage til Jorden, der for
altid gjorde det klart, at disse kanaler slet ikke - og
aldrig havde - eksisteret.
De linjer, som Schiaparelli,
Lowell og alle de andre havde set, var et synsbedrag,
uden tvivl fremkaldt af ubevidste ønskedrømme. For som
bekendt afhænger det sete at øjnene, der ser...
Planet X
Selv om Lowells teorier om liv
på Mars skulle vise sig fejlagtige, kom hans
observatorium i Flagstaff til at spille en stor rolle i
opdagelsen af Pluto. Ud fra små afvigelser i Uranus' og
Neptuns baner postulerede Lowell en ny stor "Planet X",
med en omløbstid på 282 år og med en masse 7 gange
større end Jordens.
Astronomen William H. Pickering
havde i 1909 postuleret en lignede "Planet 0", og var
kommet frem til nogenlunde de samme resultater og
størrelsesforhold som Lowell: Den nye planet måtte være
gigantisk. For øvrigt havde astronomen Grigull allerede
i 1902 postuleret en ny planet på størrelse med Uranus,
og allerede givet den et navn: Hades. Men ingen havde
set den endnu.
I årene 1905-1907 satte Lowell den første systematiske
fotografiske eftersøgning efter Planet X i gang.
Resultaterne var negative. I 1914 forsøgte C.O. Lampland
fra Flagstaff observatoriet igen at finde den ud fra
Lowells beregninger, men heller ikke dette forsøg gav
noget resultat. Lowells beregninger af den nye planet
blev offentliggjort i 1915, året før Percival Lowells
død. Og der skulle gå 15 år, før endnu et forsøg på at
finde Planet X blev
gjort.
Clyde Tombaugh
Clyde Tombaugh
(4/2 1906 - 17/1 1997)
Indgangsdøren til Pluto-teleskopet i Flagstaff
Percival Lowell døde i 1916, og
nåede derfor ikke at opleve den endelige opdagelse af Pluto,
der først fandt sted i 1930 af en nyansat på Flagstaff
observatoriet: Clyde Tombaugh. Clyde Tombaugh
var selvlært, idet han kom fra en fattig farmerfamilie.
Allerede som barn var han fascineret af astronomien, og
søgte derfor i 1929 ansættelse som assistent på Flagstaff observatoriet i det håb, at han kunne
uddanne sig her, idet hans familie ikke var i stand til
at betale for en
universitetsuddannelse. Igen synes Pluto-princippet
"penge" - for mange eller for få - at spille en stor
rolle.
Clyde Tombaugh anvendte den helt sædvanlige teknik, idet han
tog fotografier af det sammen område på himmelen med et
par dages mellemrum, og ved at sammenligne disse
fotografiske plader, kunne en eventuel planet ses at
bevæge sig mellem fiksstjernerne.
Sådanne fotografiske
plader kan indeholder mellem 50.000 og 500.000 stjerner,
hvilket giver et indtryk af den stædige omhyggelighed,
en sådan undersøgelse kræver. Måske var det derfor, at
netop den nyansatte Clyde Tombaugh blev sat på opgaven?
Plutos opdagelse
Den 18. februar 1930 (klokken 23:00 GMT, Flagstaff,
Arizona, ifølge The Astronomy Encyclopaedia, 1987) var
der bid! På de fotografiske plader, der var blevet taget
den 23. og 29. januar 1930, opdagede Clyde Tombaugh for
første gang en lille lysprik, der havde flyttet sig:
Planet X (Pluto).
Den var langt mindre lysstærk, end Lowells beregninger
lod forvente, men der var trods alt tale om en planet i
den næsten rigtige afstand. Opdagelsen blev på ægte
Pluto-manér hemmeligholdt indtil den 13. marts, hvor man
kunne fejre 149-året for Uranus' opdagelse - og hvor Percival Lowell ville have kunnet fejre sin 78-års
fødselsdag!
Plutos navngivning
Navngivningen af den nye planet
voldte ikke de store problemer. Planeten befandt sig så
langt ude i universets mørket, at navnet Pluto, opkaldt
efter Underverdenens og det mørke dødsriges hersker,
syntes indlysende. Og da PL(uto) samtidig var Percival
Lowells initialer, var valget let at træffe. Den dag i
dag anvendes mange steder et monogram, der kombinerer P
og L som symbol for Pluto/Lowell. Pluto blev derfor den
første planet, der på sin vis blev opkaldt efter en
afdød person, der dermed posthumt fik æren for dens
opdagelse, hvilket jo ligger tæt på Plutos symbolik.
Anderledes forvirrende er de mange forskellige
astrologiske symboler for Pluto, der anvendes rundt om i
verden den dag i dag.
Plutos bane havde en vis lighed med den, som Lowell
havde beregnet og offentliggjort i 1915, men Pluto var
ca. 10 gange svagere i lysstyrke end Lowell havde
forudsagt. I dag er det klart, at Lowells beregninger og
forudsigelser ikke havde den store videnskabelig effekt,
og at Pluto nærmest blev opdaget ved et tilfælde.
Alligevel må det siges at være Lowells plutoniske
stædighed og penge, der lagde grunden til opdagelsen.
I årene efter opdagelsen af Pluto blev det mere og mere
klart, at Pluto ikke var den Planet X, som Lowell og
andre havde beregnet. Pluto var alt for lille til at
påvirke Uranus' og Neptuns baner.
De første 13 år efter
Plutos opdagelse tilbragte Tombaugh derfor med at afsøge
himlen efter Lowells Planet X, men måtte efterhånden
sande, at den ikke eksisterer. Neptun ser i skrivende
stund ud til at være den sidste og yderste store planet i
solsystemet.
Pluto og Charon
Pluto (NASA) Pluto (i midten) med Charon,
og de to små Pluto-måner Nix og Hydra til højre. (NASA)
I 1978 rapporterede James W.
Christy fra Flagstaff observatoriet, at Pluto med
sikkerhed havde en måne. Denne fik navnet Charon efter
den færgemand, der i den græske mytologi fragter de døde
sjæle over floden Styx og over til dødsrigets port. Det
er derfor intet under, at de fleste astrologer placerer Pluto som tegnhersker over Skorpionen og 8. hus
(dødens og livets hus). Ligesom Plutos dobbelthed altid
har været kendt.
I årene 1985-1990 blev det muligt at bestemme Plutos og
Charons diametre med større nøjagtighed fordi de flere
gange i disse år passerede over hinanden set fra Jorden.
I skrivende stund mener man, at Pluto har en forsvindende lille
diameter på kun ca. 2.284 km, mens Charon med sine ca.
1.192 km er næsten halv så stor. Middelafstanden mellem
de to er kun 19.640 kilometer, en utrolig lille afstand
i astronomisk forstand.
I astrologien har Pluto en
dobbeltbetydning, og i astronomien er Pluto/Charon
solsystemets eneste kendte dobbeltplanet-system. Dette
gør Pluto til solsystemets mindste planet. Den er så
lille, at mange astronomer i dag mener, at Pluto/Charon
blot er en Neptun-måner, der har løsrevet sig. Resten af
solsystemets planeter ligger i næsten samme plan som
dyrekredsen, men Plutos bane hælder ca. 17 grader,
hvilket har fået flere astronomer til at mene, at Pluto
retteligen bør anses for at være en asteroide og ikke en
"ægte" planet.
Note (2011-11-10): Den 24. august 2006 blev det
af "The International Astronomical Union (IAU) vedtaget
at ændre den tekniske definition på en planet, hvorfor
Pluto nu af astronomer kaldes for en dværgplanet (se
links-boksen nedenfor).
Percival Lowells store Planet X spøger
dog stadig i baggrunden, men indtil videre har man
kun fundet tusindvis af små fragmenterede isklumper på
den anden side af Pluto i det såkaldte Kuiper-bælte. Og hvad andet kunne man
forvente at finde på den anden side af dødsriget end
løsrevne stumper og fragmenter af is?
Jagten på flere nye planeter fortsætter dog ufortrødent
- og det vender vi tilbage til i
næsten artikel...
Christian Borup
August 1998
This article was first published in
STJERNERNE • August 1998
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited November 2011
ARTIKLER...
