Menneskets nye solsystem (3:5) -
Neptun Neptuns opdagelse var en
kaotisk affære. Der var kun to mennesker i hele verden,
der vidste hvor Neptun kunne findes, men ingen troede på
deres fantasifulde beregninger. (Christian Borup, 1998)
I dag er vi vant til at vor viden
om universet og vort solsystem ændrer sig hele tiden. At
alle former for viden og indsigt er i evig bevægelse og
udvikling. Hver dag bringer nye opdagelser og
informationer, takket være rumsonder, Hubble-teleskopet
og nye teknologiske landvindinger. Vi er vant til, at
vore omgivelser ikke er faste og sikre. At videnskaben
hele tiden ændrer den måde, vi opfatter og fortolker
vore omgivelser på. At vi som mennesker ikke længere kan
tillade os at være fast forankret i et eviggyldigt og
fast livssyn, fordi nye informationer hele tiden
omformer vort syn på verden - og på os selv.
Sådan er det i dag, og netop derfor kan det være svært
at forstå, at mennesket - før opdagelsen af Uranus i
1781 - levede med et verdensbillede, der var fast
forankret og som ikke havde ændret sig nævneværdigt
siden oldtiden. Opdagelsen af Uranus blev en revolution,
der indvarslede den teknologiske tidsalder.
Men inden denne teknologiske revolution tog sin
begyndelse i 1781, var der allered ca. 200 år tidligere
sket en stor videnskabelig og religiøs revolution:
Renæssancen. Og for astronomien fandt denne sted helt
tilbage i året 1572, hvor en dansk adelsmand gjorde en
rystende opdagelse på sin sædvanlige natlige gåtur hjem
til Harrisvad Kloster i Skåne.
"De Nova Stella"
Tyge Ottesen Brahe
(14/12 1546 - 24/10 1601)
Dansk astronom og astrolog
Datoen var den 11. november 1572. Adelsmanden hed Tyge
Brahe, og opdagelsen var en ny stjerne. På Tyge Brahes
tid herskede et verdensbillede, der i store træk var
baseret på bibelske dogmer. Verdens skaber - Gud - var
den perfekte matematiker, og videnskaben var på mange
måder et forsøg på at bekræfte og beskrive Guds
ulastelige matematik uden at stille spørgsmålstegn ved
Bibelens lære. Alle opfattelser, der ikke allerede stod
beskrevet i bibelen var kættersk. Simpelt hen fordi det
var utænkeligt at Bibelen kunne have uret!
Det var indlysende for enhver, at Gud havde skabt
verden, og fordi Gud er evig og perfekt, måtte universet
også være det. Det eneste foranderlige i universet var
det, der befandt sig mellem Jorden og Månens bane - den
jordiske sfære. Alt andet var perfekt. I "de lavere
sfærer" bevægede planeterne sig derfor i cirkler omkring
Jorden, fordi cirklen er den mest perfekte form. Og i
"de højere sfærer" (fiksstjernehimmelen) var alting
"fikseret" og evigt ophøjet og stabilt idet stjernerne
var et udtryk for Guds evindelige og uforanderlige
tilstedeværelse. Her kunne intet ændre sig.
Så da Tyge Brahe om aftenen, den 11. november 1572,
forlod sit laboratorium for at gå den korte tur tilbage
til klosteret i Herrisvad, så han noget på himlen, der
simpelt hen ikke kunne lade sig gøre: En ny stjerne var
pludselig dukket op i stjernebilledet Cassiopeia. Der
kunne kun være en gyldig forklaring: Denne nye stjerne
måtte befinde dig mellem Månens og Jordens bane. Det
eneste sted, hvor forandring var muligt. Tyge Brahe
målte stjernens afstand flere gange, og kom hver gang
til det samme resultat: Den Nye Stjerne var længere væk
end Månen og måtte derfor høre til fiksstjerne-himmelen.
Dermed var bevist, at det evige kunne ændre sig!
Allerede året efter - mens den nye stjerne (som vi i dag
kalder en super-nova) endnu kunne ses på himlen - udgav
Tyge værket "De Stella Nova", der beviser, at selv de
højere sfærer er underlagt forandringer. At Bibelen ikke
har monopol på sandheden.
Illustration fra Tycho Brahes
værk "De nova Stella" fra 1573, der viser "Den Nye
Stjernes" (I)
placering i stjernebilledet Cassiopeia. Stjernen har i
dag navnet "SN1572", hvor SN står for supernova.
Dette banede vej for kommende
astronomiske indsigter: At planeterne bevæger sig rundt
om Solen, og ikke om Jorden. Og senere skulle Tyges
nøjagtige observationer af Mars gøre det muligt for Kepler at opstille
sine love for planetbevægelse, der beviser, at
planeterne bevæger sig ellipser, og ikke i cirkler.
Menneskets bevidsthed var ikke længere baseret på et geo/egocentrisk
verdensbillede. Bibelen blev lagt på hylden, og
matematikken og astronomien kunne gå nye og frie veje.
Titius-Bodes lov
Planeternes faktiske
middelafstand fra Solen (AU) og den med Titius-Bodes lov
beregnede (TB)
I sidste artikel om asteroiderne blev
det forklaret,
hvorledes den tyske astronom Johann Elert Bode (og Johann Daniel Titius) i 1772 formulerede en matematisk lov, der på simpel vis beskrev de dengang kendte planeters afstande fra Solen.
Det, de to astronomer Titius og Bodes havde bemærket, var, at noget nær den
samme talfølge med lethed kan beregnes ved hjælp af en meget simpel formel:
Middelafstand = 0,4 + (0,3 x P)
hvor P er stigende potenser af 2, dvs. 0, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, osv. (startende med værdien nul for Merkur). Og denne
lov blev som nævnt til fulde bekræftet, da Uranus blev
opdaget og senere igen, da man fandt asteroidebæltet
mellem Mars og Jupiter. Sikkert til stor glæde for Bode.
Og for en tid var der ro og orden i solsystemet. Men
døren til det uendelige univers var åbnet, og snart
begyndte astronomerne at søge efter flere nye planeter,
der lå endnu længere ude end Uranus. Ifølge Titius-Bodes
Lov (TB) skulle den næste nye planet ligge i en afstand af
38,8 AU (Astronomiske Enheder) fra Solen, hvis Bodes Lov
ellers holdt.
Men sporadiske forsøg på en nyopdagelse
gav ingen resultater. Der skulle teorier og fantasier
til.
Forudsætningen for, at Uranus kunne opdages, var
opfindelsen af kikkerten, der gjorde øjet i stand til at
se mere, end det ellers kunne. Forudsætningen for
Neptuns opdagelse var den teoretiske matematik.
Men lad
os tage historien fra begyndelsen, for mens opdagelsen
af Uranus nærmest var et typisk Uranisk tilfælde, er
opdagelsen af Neptun historien om et stykke matematisk
og teoretisk skrivebordsarbejde (12. hus), en masse
fejltagelser og manglende handlekraft.
Neptun blev først fundet i "fantasien", og derefter i
virkeligheden, og som bekendt står Neptun bla. for
meditation, drøm, fantasi, billeddannelse,
virkelighedsflugt, indadvendthed - og fantaster.
Carl Friedrich Gauss
Carl Friedrich Gauss
(30/4 1777 - 23/1 1855)
Tysk matematiker, astronom, geodæt og fysiker.
Allerede i 1809 udgav den tyske matematiker og astronom Carl Friedrich Gauss
et sensationelt astronomisk værk om himmelmekanikken.Gauss var på
den tid leder af observatoriet ved universitetet i Göttingen, og hans værk er
revolutionerende på grund af den forbedrede pertubations-teori, det fremsætter. Gauss' matematiske beregninger gjorde det muligt at beregne nøjagtigt, hvor
meget planeterne pertuberede hinanden, dvs. hvorledes deres indbyrdes
tyngdekraft-påvirkninger får dem til at afvige fra de rene ellipsebaner, der kan
beregnes ud fra Keplers love.
Siden Uranus' opdagelse i 1781
havde man haft lejlighed til at observere denne nye
planet, og man fandt, at dens bane afveg en smule fra
den perfekte og forventede ellipseform. De stærke
tyngdefelter fra Saturn og kæmpeplaneten Jupiter kunne
forklare en del af denne afvigelse, men ikke den hele.
Ifølge Gauss' pertubationsteori var det derfor
tænkeligt, at der var endnu en planet længere ude end
Uranus. Men der skulle gå mange år før nogle visionære
og geniale fantaster blev grebet af en iver, der for
alvor satte gang i beregningsarbejdet. For historien om
Neptuns opdagelse handler om to verdensfjerne drømmere,
der hellere ville teoretisere og beregne i enrum end
beskæftige sig med praktisk observationsarbejde.
England: John Couch Adams
John Couch Adams
(5/6 1819 - 21/1 1892)
Engelsk matematiker og astronom.
Den første af disse er den
engelske matematiker John Couch Adams (1819-1892), der
allerede i sin studietid arbejdede på beregninger, der
skulle forklare Uranus' pertubationer. Han tog sin
eksamen i 1843, og regnede videre på de indviklede
algoritmer og var først færdig med det i 1845. Han kunne
nu præcis fortælle, hvor den nye planet ville kunne
observeres. Men som alle Neptunske fantaster, blev han
ikke taget alvorlig af videnskaben, hvorfor ingen
lyttede til hans fornemmelser, selv om der lå gedigne
beregninger bag.
Den 21. oktober 1845 skaffede han sig "audiens" hos den
kongelige engelske astronom George Biddell Airy
(1801-1892), der sad øverst i det engelske akademiske
hierarki. Adams bad om praktisk støtte til et samarbejde
med en astronom, der kunne observere det område af
himlen, hvor Adams havde regnet sig frem til at den nye
planet måtte være. I typisk engelsk stil virkede Airy
ganske og aldeles nedladende, overlegen og komplet
ligeglad med Adams ideer, så her var der ikke megen
støtte og hjælp af hente. En søgen efter planeten blev
derfor ikke sat i gang. Man fornemmer Neptuns tendens
til at blive offer - Adams gav nemlig op.
Frankrig: Urbain Jean Joseph
Le Verrier
Urbain Jean Joseph Le Verrier
(11/3 1811 - 23/9 1877)
Fransk matematiker.
Men John Couch Adams var ikke
alene. I Frankrig sad astronomen Urbain Jean Joseph Le
Verrier (1811-1877) på samme tid og arbejde med præcis
det samme problem og afsluttede sine beregninger i
september 1846 - året efter Adams. Han nåede lige som
John Couch Adams frem til at kunne angive den samme
omtrentlige position for den nye planet. Le Verrier
udsendte et memo om sin opdagelse til vigtige og
indflydelsesrige astronomiske nøglepersoner i hele
verden, og også George Bidell Airy i England modtog denne meddelelse. Om det skyldes
misundelse mellem engelske og franske astronomer, eller
om Airy virkelig fortrød sin første afvisning af Adams 2
måneder før, må stå hen i det uvisse, men resultatet
blev dog, at Airy nu endelig bad James Challis
(1803-1862), der var professor i astronomi ved Cambridge
Universitet, om at rette sin kikkert mod det område af
himlen, hvor både Adams og Le Verrier mente, at planeten
måtte befinde sig.
Challis anvendte en meget stor 12-tomme kikkert, og det
skulle have været en let sag at opdage Neptun med en
sådan, men Challis havde ikke ordentlige stjernekort
over området og gad heller have ulejlighed med at skaffe
nogen, så ifølge hans observations-logbog, blev
eftersøgningen mere besværlig og rodet, end den burde
havde været. Challis fandt derfor ikke nogen ny planet,
og denne sløvhed er senere af flere astronomer (bla.
Patrick Moore) blevet kaldt "en besynderlig mangel på
energi". En typisk Neptunsk indolence.
Endnu mere besynderligt er det, at Adams ikke, efter den
nedslående samtale med Airy, selv gik i gang med at
observere. Han havde jo planetens omtrentlige position,
og Neptun ville med lethed kunne være blevet
identificeret med selv en lille kikkert. Måske endnu et
udtryk for Neptuns trang til at vende ryggen til
virkeligheden, hvis den ikke bliver anerkendt som genial
med det samme? Neptun foretrækker som bekendt at
beskæftige sig med teorier og fantasier frem for
praktisk arbejde.
I Frankrig havde Le Verrier det samme problem. Det
skulle være en let sag for et astronomisk observatorium
at afsøge et så lille afgrænset område himmelen som det
beregnede, men som nævnt bliver de fleste Neptunske
fantaster ikke taget alvorligt, og ingen franske
observatorier gad at søge i det område af himlen, som Le
Verrier havde regnet sig frem til. Det ville de tyske
astronomer Gottfried Galle og hans assistent Heinrich
Louis d'Arrest (et rigtigt 12. hus navn!) i Berlin til
gengæld gerne.
Neptuns opdagelse
Efter at have modtaget det
rundsendte brev fra Le Verrier den 23. september 1846, rettede Galle og
d'Arrest Berlin-observatoriets 9-tomme kikkert mod det af Le Verrier beregnede område
på himlen, og i løbet af aftenen blev Neptun for første gang observeret.
Det eksakte tidspunkt kenders ikke. Horoskopet for
opdagelsen er derfor opstillet for Solnedgang. Neptun blev fundet kun
55 bueminutter fra den position, som Le Verrier havde
beregnet (men 12° fra den af Adams
beregnede!). Gauss' pertubationsteori havde bevist sig i
praksis. Som et kuriosum kan nævnes, at d'Arrest i 1857
blev dansk statsborger, idet han blev udnævnt til
professor i astronomi ved Københavns Universitet. Franskmændene havde nu opdaget Neptun, hvorfor
englænderne i et anfald af forsinket konkurrencementalitet efterhånden
også kom op i omdrejninger. Den engelske astronom
Challis gik sine gamle observationsnoter igennem endnu
engang og opdagede, at han rent faktisk havde observeret
Neptun den 12. august, men havde fejlbestemt den! Som
bekendt er Neptun også fejltagelsernes planet.
En uge efter, den 30. september, blev Neptun observeret
af en engelske amatørastronomen, J.R. Hind. Han brugte
kun en lille 7 tomme kikkert, hvilket beviser at Adams
sagtens selv kunne have fundet den - hvis han altså
havde gjort en mere målrettet indsats.
Neptuns navngivning
En ny planet var nu opdaget, og
universet havde udvidet sig endnu engang - takket være
matematiske teorier og fantasier. Navngivningen af Neptun gik lidt
lettere end navngivningen af Uranus.
Galle foreslog navnet "Janus". Callis (der i sidste
øjeblik gerne ville gøre sig heldigt bemærket) foreslog
"Oceanus", mens Le Verrier først foreslog navnet
"Neptun", for derefter at skifte mening, og foreslå at
den blev opkaldt efter ham selv: "Le Verrier". En typisk
Neptun-forvirring. Navnet Neptun endte dog i sidste ende
med at blive det alment accepterede navn for den nye
planet.
Og forvirringen blev ikke mindre af, at Neptun viste sig
at befinde sig 30,0 AU (Astronomiske Enheder) fra
Solen, og ikke de 38,8 AU, som Titius-Bodes lov havde
forudsagt. Opdagelsen af Neptun betød derfor dødsstødet
for Titius-Bodes lov. Heldigvis nåede Bodes ikke selv at
opleve denne skuffelse.
Forvirringen blev heller ikke mindre af, at den engelske
astronom Sir John Herschel (der for øvrigt var søn af
William Herschel, der opdagede Uranus) den 3. oktober
1946 offentligt fremhævede, at det var den engelske
matematiker Adams der havde været den første til at
beregne den nye planet, og derfor burde anerkendes som
dens opdager, og at Adams resultat næsten var lige så
nøjagtigt som Le Verriers.
Det skabte uvenskab og splid i forholdet mellem engelske
og franske astronomer, og førte til årelange
diskussioner og mudderkastning mellem nationalistiske
astronomer i de to lande.
På ægte Neptunsk undvigelses-manér holdt hovedaktørerne,
Adams og Le Verrier, sig helt væk fra dette
stridsspørgsmål, og de to astronomer forblev venlige og
høflige over for hinanden resten af deres liv, mens
striden rasede omkring dem. I dag anses de begge for at
have æren for at have opdaget den konfliktundvigende
planet Neptun.
Der skulle gå over 80 år før den næste planet i vort
solsystem - Pluto - blev opdaget... og den historie ser
vi nærmere på i
næste artikel...
Christian Borup
Juli 1998
This article was first published in
STJERNERNE • July 1998
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited November 2011
ARTIKLER...
