Menneskets nye solsystem (2:5) -
Asteroiderne Efter opdagelsen af Uranus i 1781
begyndte man for alvor at søge efter flere nye planeter.
Men i første omgang fandt man kun en masse småsten:
Asteroiderne. (Christian Borup, 1998)
Indtil 1781 gik vort solsystems
grænse ved Saturn. Verden gik simpelt hen ikke længere.
De "gamle" fysiske planeter (fra Solen og ud til Saturn)
var kendt af mennesket lige siden oldtiden, og som
beskrevet i sidste nummer af Stjernerne, førte
opfindelsen af kikkerten, kombineret med William
Herschels originale trang til at bryde grænser, til
opdagelsen af denne første planet, der lå endnu længere
væk end Saturn. Uranus, der i det astrologiske
symbolsprog står for det overraskende,
grænseoverskridende, revolutionære og tekniske, sprængte
døren ud til et uendeligt univers. Mennesket blev mindre
og verden blev større.
Planeterne ud til Saturn kan ses med det blotte øje, og
derfor har de altid været kendt. Opdagelsen af Uranus
(og de planeter, der fulgte efter) var afhængig af, at
kikkerten havde udviklet sig så meget, at den gjorde det
muligt for vore øjne at se den. De psykiske planeter og
asteroiderne introducerer derfor et nyt tema i
menneskehedens historie: At vi i stigende grad er blevet
afhængige af tekniske hjælpemidler til at danne os
billeder af den verden, vi lever i.
Jagten på de nye planeter
Asteroidebæltet ligger mellem
Mars' og Jupiters baner.
Opdagelsen af Uranus
indvarslede derfor både en ny videnskab og et nyt
menneskesyn, hvorfor det ikke er underligt, at Uranus
efterhånden fandt sin plads i astrologien som hersker
over luft-tegnet Vandbæreren. Uranus blev astrologiens
og astronomiens planet. Derfor en af hovednøglerne til
forståelsen af de "nye" planeters virkemåde, at de gør
brug af bølgelængder, symboler, talbehandlinger og
virkeligheder som mennesket ikke kan opfatte direkte. Og
som vi senere skal se, spiller vor navngivning af
planeter og asteroider også en stor rolle.
Efter Uranus' opdagelse tog udforskningen af
himmelrummet fart. I dag bliver vi næsten dagligt
bombarderet med nye oplysninger om videnskabelige
landvindinger, hvorfor det kan være svært at forestille
sig, hvilken omvæltning opdagelsen af Uranus rent
faktisk var. Nu havde man i årtusinder troet, at man
kendte vort solsystems sammensætning og opbygning, og så
sent som i 1609 og 1627 var det lykkedes Johannes Kepler
(1571-1630) - på basis af vor egen Tyge Brahes
observationer - at opstille sine tre love for
planetbevægelser, der for første gang gjorde det muligt
at beregne planeternes positioner nøjagtigt.
Før Uranus var menneskets verdensbilledet var fast og
sikkert - og det samme var menneskets opfattelse af sin
egen position i verdensaltet. Opdagelsen af Uranus
ændrede alt dette. Såvel professionelle astronomer som
amatør-astronomer rettede nu deres kikkerter mod himlen.
Jagten på nye planeter var gået ind. En jagt, der for
øvrigt fortsætter ufortrødent den dag i dag. Universet
og vor opfattelse af det begyndte at udvide sig.
Himmelpolitiet
Baron Franz Xaver von Zach (4/6 1754 - 2/9 1832)
Kort tid efter Uranus' opdagelse i 1781 blev
"Himmelpolitiet" dannet: En astronomisk klub under ledelse af den tyske astronom
Baron Franz Xaver von Zach. En astrolog kan ikke lade være med at
tænke på, at opdagelsen af Uranus førte til dannelsen af en eksklusiv klub af
nørder, idet Uranus som bekendt står for grupper. Himmelpolitiets havde ét
eneste formål: At søge efter den manglende planet, der skulle befinde sig mellem
Mars og Jupiter.
Men for at forstå, hvorfor Himmelpolitiet netop søgte efter en ny planet mellem
Mars og Jupiters bane - og ikke på den anden side af Uranus' - skal vi for et
kort øjeblik vende tilbage til en anden tysk astronom, Johann Elert Bode
(1747-1826), hvis navneforslag til Herschel's planet - Uranus - endte med at
blive det almindeligt accepterede. Og han beregne for øvrigt også Uranus' bane.
Johann Elert Bode og Johann
Daniel Titius
Johann Elert Bode
(19/1 1747 – 23/11 1826) Johann Daniel Titius
(2/1 1729 – 11/12, 1796)
Johann Elert Bode havde en særlig grund til at være
glad for Uranus' opdagelse. Den nye planets bane passede nemlig præcis til den
lov, som han havde formuleret.
Datidens astronomer var - lige som nutidens -
optaget af at finde matematisk systemer og regler i tingene, og det var netop et
sådan system, som Bode havde fremsat 9 år før William Herschel fandt Uranus i
1781.
Men da Bode fremlagde sin hypotese glemte han meget belejligt at nævne, at en anden tysk
astronom og matematiker Johann Daniel Titius allerede i 1766 (15 år
før Uranus' opdagelse) havde formuleret den samme lov. Om dette må tilskrives en
villet forglemmelse fra Bodes side, får stå hen i det uvisse, men under alle
omstændigheder er hypotesen i dag kendt som Titius-Bodes lov.
Denne siger, at
middelafstandene mellem Solen og oldtidsplaneterne (ud til Saturn) følger et
ganske bestemt - og meget simpelt - mønster.
Hvis vi - som astronomerne også gør - kalder middelafstanden mellem Solen og
Jorden for 1 Astronomisk Enhed (AU = Astronomical Unit) bliver mønstret i
planeternes middelafstande særlig tydeligt. (Se figuren nedenfor, der viser dette mønster
i grafisk, men stærkt fortegnet, form.)
Titius-Bodes lov
De sande middelværdier for planeternes middelafstande fra Solen kan måles/beregnes til at være
(gennemsnitsværdier):
Planet
AU
Merkur
Venus
Jorden
Mars
Ceres
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun
Pluto
0,4
0,7
1,0
1,5
2,8
5,2
9,5
19,2
30,0
39,4
Det, de to astronomer Titius og Bodes havde bemærket, var, at noget nær den
samme talfølge med lethed kan beregnes ved hjælp af en meget simpel formel:
Middelafstand = 0,4 + (0,3 x P)
hvor P er stigende potenser af 2, dvs. 0, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, osv. (startende med værdien nul for Merkur).
P
Titius-Bode
"TB"
Planet
Sand AU
0
1
2
4
8
16
32
64
128
256
0,4 + (0,3 x 0) =
0,4 + (0,3 x 1) =
0,4 + (0,3 x 2) =
0,4 + (0,3 x 4) =
0,4 + (0,3 x 8) =
0,4 + (0,3 x 16) =
0,4 + (0,3 x 32) =
0,4 + (0,3 x 64) =
0,4 + (0,3 x 128) =
0,4 + (0,3 x 256) =
0,4
0,7
1,0
1,6
2,8
5,2
10,0
19,6
38,8
77,2
Merkur
Venus
Jorden
Mars
Ceres
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun
Pluto
0,4
0,7
1,0
1,5
2,8
5,2
9,5
19,2
30,0
39,4
En flot og enkel løsning på et indviklet matematisk og astronomisk problem. Og
videnskabsmænd elsker som bekendt smukke og enkle løsninger, fordi de simple
løsninger ofte beskriver virkeligheden bedst. Loven ligner da også en tanke!
Intet under, at Johann Elert Bode blev ellevild, da Uranus blev opdaget! Dens
faktiske middelafstand fra Solen passede næsten perfekt med hans lov, der jo var
fremsat flere år inden planeten blev opdaget. Det må derfor siges at være
fortjent, at det i sidste ende blev Bodes navneforslag, Uranus, der vandt
"navngivningskrigen". Efter Uranus' opdagelse blev Titius-Bodes hypotese derfor
nærmerst ophøjet til lov. Men som man vil se, er der et irriterende hul i rækken
mellem Mars og Jupiter, hvor der ikke var den planet, der skulle være. Og det
var netop derfor, Baron von Zachs Himmelpoliti søgte efter en ny planet i netop
dette område. Men selv om Himmelpolitiets medlemmer afsøgte nattehimlen med
deres kikkerter i næsten to årtier, blev den manglende planet ikke fundet - af
dem.
Universets småsten
Guiseppe Piazza
(16/7 1746 – 22/7 1826)
Der er en vis talmagi over Titius-Bodes lov, og hvis
man har sans for den slags ting - og det har de fleste astrologer som bekendt -
er det også påfaldende, at det netop skulle være på den første dag i det 19.
århundrede, den 1. januar 1801, at den italienske præst og astronom Guiseppe Piazzi skulle få øje på dette ukendte objekt i sin store kikkert på
universitetsobservatoriet i Palermo på Sicilien.
(Her skal det lige indskydes, at det 21. århundrede rent matematisk faktisk ikke
starter den 1. januar 2000, selv om de fleste af os nok vil foretrække at fejre
det her, men derimod den 1. januar 2001. Der findes jo ikke noget år 0.)
Ved hjælp af en ny beregningsmetode baseret på kun tre observationer, lykkedes
det den geniale tyske matematiker Carl Friederich Gauss (1777-1855) at bestemme
banen for det objekt, som Giuseppe Piazzi havde set i sin kikkert. Det viste sig
ganske rigtigt at være en planet, men en meget lille en af slagsen (en
planetoide) med en diameter på kun ca. 1003 kilometer. Og vigtigst af alt: Dens
middelafstand fra Solen passede perfekt med Titius-Bodes lov! Det må have glædet
Johann Elert Bode mindst lige så meget som opdagelsen af Uranus.
Asteroidebæltet
Planetoiden/Asteroiden Ceres
(www.nasa.gov)
Den nye planet fik navnet Ceres Fernandea, som
en hyldest til kong Ferdinand IV af Sicilien, hvor denne planetoide først blev
opdaget. Den sædvanlige navneforvirring satte dog ind, og i en periode blev
planeten således kaldt Hera i Tyskland.
I dag er den blot kendt som Ceres, den største af de tusindvis af
småplaneter/asteroider, der ligger i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.
Måske er de resterne af en sprængt stor planet. I den romerske mytologi var
Ceres (græsk: Demeter) gudinde for frugtbarhed, korn og høst. Den mytologiske
Ceres var søster til Juno og Vesta.
Titius-Bodes lov havde igen vist sin berettigelse, og i det nye århundredes
begyndelse fulgte opdagelsen af den ene asteroide/planetoide efter den anden.
Fundet af Ceres gav især Himmelpolitiet blod på tanden, og et medlem af klubben
- den tyske astronom Heinrich Wilhelm Olbers (1758-1840) - opdagede asteroiderne
Pallas (mytologisk visdommens og krigens gudinde) og Vesta (mytologisk ildens og
de jomfruelige vestalinders gudinde) i henholdsvis 1802 og 1807, mens en anden
tysk astronom fra Himmelpolitiet, Karl Ludwig Harding (1765-1814) i 1804
opdagede endnu en asteroide, der kom til at hedde Juno (mytologisk Jupiters
kone).
Asteroidernes navne
Asteroidebæltet
Disse fire først-opdagede asteroider har også vundet
indpas i visse grene af bla. amerikansk astrologi, idet Ceres og Vesta ofte
tilskrives herskerskab over Jomfruen, mens Pallas og Juno får herskerskab over Vægten. Derved undgås det, at Merkur (Tvilling/Jomfru) og
Venus (Tyr/Vægt) som de sidste planeter i den nye astrologi får herskerskab over to tegn.
Problemet er bare, at man kunne argumentere, at der findes 11 asteroider, der
har større diameter end Junos 250 kilometer, og at disse asteroider måske burde
tilskrives større vægt. Men sådan er der så meget i astrologien, når man først
kommer ud i grænseområderne! De 15 største asteroider hedder:
I den korte periode fra opdagelsen af Ceres i 1801 og frem til 1868 blev der
opdaget 100 nye asteroider, der alle sammen fik navne. I 1994 var antallet af
navngivne asteroider løbet op i 4.619! Antallet af opdagede var langt
større.
Man regner med, at der i asteroide-bæltet er ca. 40.000 sådanne rimeligt store
"småsten", der fortjener et navn - og hvert år kommer nye opdagelser og navne
til.
(I år 2000 havde man således ved hjælp af automatiske overvågningssystemer
fundet over 100.000 småsten, der dog ikke alle sammen har fået navne. red. cb)
Asteroider i astrologien
Bortset fra navnet identificeres en asteroide af et
nummer, der angiver opdagelsesrækkefølgen. Nogle af dem har så forskellige navne
som f.eks. Danmark (#2117), Aarhus (#2676), Swissair (#2138), Liselotte (#4757),
Vibeke (#2414), Photographica (#443), Piaf (#3772), Odin (#3989) og Tyr (#4092).
Det siger sig selv, at det vil være umuligt at tegne 4619 navngivne asteroider
ind på en horoskopblanket (det giver rundt regnet 13 asteroider pr. grad!).
Men
alle disse asteroider har alligevel fundet indpas i et af astrologiens
grænseområder, idet man i en tabel over asteroiderne kan finde navnene på de
asteroider, der er relevante for ens liv og derefter kun indtegne disse ind i
sit horoskop. Relevante navne kunne f.eks. være navn, fødested, interesseområde,
partners navn eller job. De indtil nu (1994. red) navngivne asteroider kan
grupperes i nedenstående navne-familier, hvilket gør det let at finde et navn,
der passer til det, man ønsker at undersøge.
1) Mennesker
Astronomer (1040 stk)
Amatør astronomer (132 stk)
Astronomers familie/venner (406 stk)
Andre videnskabsmænd (551 stk)
Mytologiske skikkelser (439 stk)
Historiske personligheder (360 stk)
Forfattere/forlæggere (275 stk)
Komponister/musikere (130 stk)
Personer fra litteraturen (112 stk)
Skuespillere, dansere/sangere (73 stk)
Arkitekter og malere (62 stk)
Mæcener (33 stk)
2) Steder og kulturer (833 stk)
3) Organisationer (93 stk)
4) Planter og dyr (85 stk)
5) Andet (68 stk)
(Denne opdeling er taget fra det omfattende astrologiske hovedværk om
asteroider: "The Asteroid Name Encyclopedia" af Jacob Schwartz)
I følge denne tankegang vil man derfor forvente, at en professionel
pressefotograf har asteroiden Photographica dominant placeret i sit horoskop.
Man bruger således altid navnet som indgangsvinkel til betydningen, idet det er
umuligt at holde rede på alle asteroiderne. F.eks. blev Photographica (#443)
opdaget den 17. februar 1899 og fik for øvrigt sit navn, fordi man brugte
fotografiske plader til at jagte den, mens asteroiden Vibeke (#2414) f.eks. fik
sit navn efter opdagerens datter.
Navngivningen af asteroider kommer derfor til at spille en stor rolle for deres
betydning i astrologien, hvorfor det som nævnt i sidste nummer ville have været
en katastrofe for astrologien, såfremt Uranus - som det blev foreslået af visse
astronomer - var kommer til at hedde Neptun (men mindre Uranus i så fald ville
have haft en helt anden og mere "Neptunsk" betydning?!)
Jagten på Neptun starter
Som netop nævnt havde man således allerede kun 67 år efter
Ceres' opdagelse fundet og navngivet de første hundrede asteroider. Og de
passede alle (med lidt tilnærmelse) til Titius-Bodes lov, som man derfor tog for
at være eviggyldig. Der skulle dog gå 65 år fra Uranus' opdagelse til den næste
planet på den anden side af Uranus' bane blev opdaget: Neptun.
Mens opdagelsen af Uranus blev gjort ved hjælp af kikkert, var Neptun den første
planet, der blev opdaget ved hjælp af forudgående beregninger. Med Neptun
bevæger vi os derfor astrologisk ind i fantasiens og idealernes områder. Og i
den astronomiske fotografis barneår. Neptun står for fantasi, men også for kaos,
og det skulle blive netop Neptun, der tvang Titius-Bodes lov i knæ. Neptuns
sande middelafstand var nemlig slet ikke den forventede. Vi ser nærmere på
opdagelsen af denne drømmende og billeddannende psykiske planet i
næste artikel...
Christian Borup
Juni 1998
This article was first published in
STJERNERNE • June 1998
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited November 2011
ARTIKLER...
