Menneskets nye solsystem (1:5) - Uranus Planten Uranus blev opdaget i
1781. Det startede en hektisk jagt på nye planeter.
Denne artikelserie beskriver de nye planeterns
betydning, historie og konsekvenser for astrologien. (Christian Borup, 1998)
Uranus er den første af de såkaldt psykiske planeter,
der ligger uden for Saturns bane. De "gamle" fysiske planeter (fra Solen og ud
til Saturn) har været kendt af mennesket lige siden oldtiden og mange
astrologiske erfaringer er indvundet med disse klassiske planeter. Men for 217
år siden blev lydmuren ud til de psykiske planeter åbnet med et brag, da Uranus
blev opdaget, og denne åbning ændrede ikke blot vort syn på vort eget solsystem,
men også på menneskets stilling i det. Hurtigt efter blev andre nye psykiske planeter opdaget,
og i dag kender vi tre: Uranus (opdaget i 1781), Neptun (opdaget i 1846) og
Pluto (opdaget i 1930). Deres opdagelse har bragt nye, moderne og aktuelle
energier ind i horoskopet og i menneskets bevidsthed. Men hvorfor skulle der gå
så mange tusinde år, før Uranus blev opdaget? Svaret er ganske simpelt:
Planeterne ud til Saturn kan ses med det blotte øje, mens opdagelsen af Uranus
måtte vente på, at kikkerten havde udviklet sig så meget, at den gjorde det
muligt for vore øjne at se den!
Et nyt tema
De psykiske planeter introducerer derfor et nyt tema i
menneskehedens historie: At vi i stigende grad er blevet afhængige af teknik til
at danne os billeder af den verden, vi lever i. At vore almindelige sanser ikke
længere er nok til at se og forstå den verden, vi selv har skabt. At vi
efterhånden er afhængige af kunstige informationer om virkeligheden, der skal
passere gennem måle-, modtage- eller sendeapparater, før de bliver oversat til
en så smal båndbredde, at vore normale fysiske sanser kan følge med.
Efter de psykiske planeters opdagelse kan mennesket
ikke længere stole på de nøgne sansedata, som de fysiske sanser giver os. Så
selv om vi kalder disse nyopdagede planeter for psykiske, er en af hovednøglerne
til forståelsen af deres virkemåde, at de gør brug af bølgelængder, symboler,
talbehandlinger og virkeligheder som mennesket hverken kan opfatte direkte -
endsige følge med i - uden at de bliver oversat og måske forvansket af en
maskine.
Grænsesprængeren Uranus
Opdagelsen af den første af de psykiske planeter -
Uranus - indvarslede en ny æra for mennesket. En sprængning af den fysiske
Saturniske virkelighed. En revolution, hvis betydning endnu ikke er sunket helt
ind. Det er derfor svært at fatte Uranus uden at forstå, hvilken omvæltning og
rystelse, det var for såvel astronomien som for astrologien, at denne nye planet
blev opdaget.
Siden oldtiden ansås Saturn for at være den planet, der
måtte være længst ude, og som sådan også den planet, der satte grænsen mellem
vandrestjernerne (planeterne) og de fikse stjerner på himmelhvælvet. Saturn fik
derfor tilnavnet: Tærskelens Vogter, fordi dens bane markerede, hvor det fysiske
univers holdt op. Derfor står Saturn i astrologien for alle former for grænser,
overgange, tærskler og skel - og også for huden, der afgrænser og adskiller vor
krop fra omgivelserne.
Men i 1608 skete der noget. Den hollandske optiker Jan
Lippershey (1560-1619) fik den gode idé at anbringe to linser i hvert ende af et
rør. Det var dog først Galileo Galilei (1564-1642), der gjorde brug af dette nye
kikkert-vidunder til at opdage Månens bjerge og Jupiters fire største måner. Og
i slutningen af 1700-tallet var fremstillingen af store spejlkikkerter til
astronomisk brug blevet almindeligt. Mennesket havde "gennembrudt sin hud" og
forbedret sit sanseapparat ved hjælp af et værktøj, der snart skulle bryde
gennem universets hud: Saturns bane. Mennesket havde foretaget en teknisk
forbedring af det biologiske.
Tydninger
Den Franske Revolution
(1789-1799)
Vi har kendt Saturn i over 2000 år, mens Uranus med
sine kun 217 år er et langt nyere bekendtskab. Men alligevel har astrologer
allerede mange oplysninger om dens virkemåde. Nogle af tydningerne stammer fra
det, der rent historisk skete omkring Uranus' opdagelse: Revolution i Frankrig,
borgerkrig i USA, oprør og socialisme.
Andre tydninger stammer fra de reelle omstændigheder
omkring planetens opdagelse: Opfindere, originaler, selvlærte, autodidakte,
enegængere og stædige individualister, der gjorde oprør mod den etablerede
Saturniske videnskab.
Andre udspringer af den mytologiske betydningen af det
navn, som astronomerne endte med at blive enige om at kalde planeten: Det første
maskuline princip, den første revolutionær, det pludselige, overraskende og
bizarre. Samt i sidste ende det erfaringsgrundlag, som astrologer efterhånden
har fået ved at sammenligne enkeltindividet med horoskopet.
Som det så ofte er tilfældet, så er der ofte tydelige
sammenhænge mellem en planet og den person, der opdager den. Historien om
Uranus' nærmest tilfældige opdagelse er ingen undtagelse fra denne regel. Det
første store gennembrud i opdagelsen af nye planeter kom nemlig fra en helt
uventet og overraskende kant. Fra en rigtig "uranisk" personlighed: En musikalsk,
grænseoverskridende fremmedarbejder, der som hobby var selvlært amatørastronom
og som en sen aften den 13. marts 1781 fik øje på noget nyt i sin hjemmelavede
kikkert.
William Herschel
Sir William Herschel
(15/11 1738 - 25/8 1822)
William Herschel blev født i Hannover, Tyskland, den
15. november
1738 (fødselstid ukendt). Han stammede fra en familie af musikere og blev derfor selv uddannet som
musiker, sådan som man forventede det af ham (Saturn). Men hans virkelige
interesse var altid astronomien (Uranus). Som ganske ung var Herschel
millitærmusiker og gjorde tjeneste i Den Hannoveranske Garde som oboist. Både
astronomi og taktbetonet/elektronisk musik er i dag tilknyttet Uranus, der også
i virkemåde er meget rytmisk og staccato-agtig.
På Herschels tid eksisterede der særlig stærke bånd
mellem Hannover og England, idet den hannoveranske kurfyrste også var konge af
England. Da Herschel var 18 år gammel kom han med garden fra Hannover på
gæsteturné i England, hvor han spontant valgte at blive resten af sit liv.
Pludselige og impulsive indskydelser er tilknyttet Uranus, men disse ideer er
ikke valne eller ubesluttede, men altid varige og fikse, selv om de træffes i et
øjebliks klarsynet og hektisk inspiration. Uranus har et kraftigt element af
start/stop i sig.
Først ernærede Herschel sig som musiklærer og siden som
organist ved domkirken i Bath i Syd-Vest England. Men Uranus har svært ved at
være alene, så Herschel sørgede for at familiesammenføre sin astronomisk
interesserede søster til England i 1772. Caroline Herschel blev både hans
assistent - og ven. Et andet Uranus-princip. Det bringer tankerne hen på et
andet berømt - og utraditionelt - astronomisk søskendepar: Tyge og Sofie Brahe.
Herschel var som sagt autodidakt astronom, men havde
også lært sig selv at designe og bygge kikkerter fra grunden - og vigtigst af
alt: Lært kunsten at slibe de store hulspejle, hvis nøjagtighed er så nødvendig
for at kunne bygge en velfungerende kikkert med stor opløsning. Slibningen af
sådanne spejle kræver stor akkuratesse, et godt håndelag og en masse knofedt, og
selv om Herschel byggede side egne originale maskiner til at lette dette arbejde,
tager fremstillingen af det perfekte spejl meget lang tid. Men Herschels spejle
var bedre end de flestes.
Fremstillingen foregik i kælderen i det lille typiske
engelske tre-plans rækkehus i Bath, der i dag er indrettet til Herschel-museum
(og så absolut et besøg værd). At ville gøre det hele selv er typisk for Uranus.
Det samme er den stædighed og sammenbidthed med hvilken man går til særprægede,
selvvalgte og unikke opgaver. Opgaver som mange - og især Saturn - ville kalde
flyvske, uvirkelige eller besynderlige.
Opdagelsen
Replica af det hjemmelavede
teleskop, som Herschel opdagede Uranus med
I 1774 fik Herschel færdiggjort et særligt stort
spejlteleskop, som på gunstige tidspunkter under stort besvær blev stillet op i
rækkehusets frimærkestore have. Og det var fra dette sted, at Herschel om
aftenen, den 13. marts 1781, skulle ændre menneskets syn på solsystemet og sig
selv. Det eksakte observationstidspunkt er ikke kendt, men Herschel skriver i
sin dagbog, at han opdagede "objektet" under aftenens sidste observation (ca.
kl. 23:00). På opdagelsestidspunktet stod Uranus i 24°28' Tvilling og indgik i
en T-kvadrat med Solen i kvadrat og Mars/Saturn i opposition. Månen er ved at
stå op, og dens stigende lys markerer slutningen på denne aftens observationer.
I første omgang lod begejstringen og sikkerheden vente
på sig. Herschel var en omhyggelig og stædig observatør og måtte vente tre dage
på at få godt observationsvejr for at gentage observationen, så han kunne være
sikker på, at der ikke var tale om en stjerne. Som det kollektive og
gruppeorientede menneske, han var, skrev han derefter til andre af datidens
astronomer og kendte videnskabsfolk for at få dem til at bekræfte, at han havde
opdaget en ny "komet". For en komet var alt, han troede, han havde opdaget. Og
det var såmænd i sig selv spændende nok.
Det endelige bevis for, at det observerede objekt var
en ny planet kom et par måneder efter. Den franske amatør-astronom J. de Saron
observerede uafhængig af Herschel det samme objekt, og den finske matematiker
Anders Lexell beregnede kort efter, at der var tale om en planet med en
omløbstid på 82-83 år. I sandhed et internationalt gruppearbejde i typisk
Uranus-ånd. Som en ægte skæbnens ironi, kan det nævnes, at J. de Saron blev
guilliotineret i 1749 under den Franske Revolution, der, som nævnt også hører
under Uranus' herskerskab. Herschel skulle det gå langt bedre.
Hans "komet" viste sig at være en ny planet, og fra at
have levet et relativt stille liv som musiker, organist og komponist, fik
Herschel nu mulighed for at beskæftige sig på heltid med sin virkelige
interesse: Astronomien. Et godt valg, for Herschel skulle senere gøre flere
interessante nyopdagelser bla. af to af Uranus' måner. Og Uranus står som
bekendt for avantgarden og det moderne.
Navngivning
Det engelske og tyske
Uranus-symbol, der anvendes i dag
William Herschel foreslog selv, at den nye planet
skulle hedde "Georgium Sidus" (George's Stjerne) for at hædre den engelske konge
George III. Men selv om dette navn for planeten ikke blev antaget, så synes kong
George III åbenbart så godt om at blive smigret, at han udnævnte Herschel til
professionel/royal astronom med direkte økonomisk støtte fra kongen. Uranus står
bla. for sponsorer og mæcener.
Men nu var der gået politik (Uranus) i navngivningen.
Franskmændene, sikkert med den forsmåede landsmand J. de Savon i bagtankerne,
ville ikke acceptere at planeten blev opkaldt efter en engelsk monark, og de
bibeholdt stædigt navnet "Herschel's Planet". Andre forslag var "Hypercronius",
fordi Saturns græske navn er Kronos. Også navnene "Cybele" (Saturns kone i
mytologien), "Astraea" og "Minerva" blev forslået. Ja, selv navnet "Neptun"! Gad
vide, hvordan astrologien ville have set ud i dag, hvis dette sidste
navneforslag var blevet antaget?
I sidste ende blev det dog "Uranus", der slog igennem.
Det var allerede blevet foreslået af den tyske astronom Johann Elert Bode ganske
kort tid efter planetens opdagelse. Bodes var overordentlig glad for og tilfreds
med Uranus, fordi dens tilstedeværelse og position beviste en af Bode fremsat
hypotese om planeternes indbyrdes afstande, den såkaldte Titius-Bodes lov. På
grund af al denne uraniske politik, forvirring, stædighed og manglende fodslag,
skulle der går næsten 70 år, før navnet "Uranus" blev almindelig vedtaget.
Men dengang var der jo heller ingen regler for, hvordan
planeter skulle navngives. Man regnede jo ikke med at finde nogen. Så sent som i
1850 blev planeten af den stædige engelske publikation "Nautical Almanac" stadig
kaldt "George's Planet", og i de gamle udgaver af Raphael's Ephemeris - som
modne astrologer vil kunne nikke nostalgisk genkendende til - hed Uranus stadig
"Herschel" helt frem til 1930'erne. Der er som sagt masser af stædighed i den
planet.
Uranus i dag
Uranus set fra Voyager 2
(10. januar 1986)
I dag ved vi, at Uranus står for chok, revolutioner,
det utraditionelle, grænsebrydende, sære, hektiske, mekaniske samt radio og TV.
Dens position viser, hvor mennesket er villig til at bryde grænser for at opnå
total frihed fra Saturns, dvs. tidens, pligternes og virkelighedens snærende
bånd. Netop udtryk, som altid har været et af de salgs- og modstandsovervindende
synspunkter, der har skullet sælge os alle former for ny teknik og mekaniske
hjælpemidler. Man mindes det pengeløse samfund og papirløse kontor, som
computerne lovede os for længe siden, men som endnu ikke er blevet - og sikkert
heller aldrig bliver - en realitet. Vi er trods alt for meget mennesker til at
være maskiner. Uranus virker overbevisende når den påstår, at den er tidens
(Saturns) fjende nummer ét, men i sin iver efter at fjerne mennesket fra det
menneskelige, er dagligdagen hverken blevet lettere eller mere overskuelig.
Et andet lag i Uranus er nemlig fascinationen af
kombinere det menneskelige med det tekniske - helt grundlæggende fordi Uranus
ikke kan se nogen forskel på de to ting. Og det kan være lidt skræmmende, når
man møder en rigtig "uraniker": At det ene individ er lige så meget værd som det
andet. At bare fordi du er min bedste ven (også et Uranus-princip), skal du ikke
vente dig særbehandling af den grund. Uranus tænker kollektivt og har en tendens
til at glemme det personlige element og koncentrere sig stædigt om helheden.
Sammenfattende må man sige, at Uranus fungerer bedst,
når den har en god og rigid struktur at nedbryde. Hvis det Saturniske lag i
personen ikke er dannet færdigt, har Uranus ingen autoriteter at slås med, og
fægter derfor hektisk i blinde mod indbildte modstandere. Det er denne
nervebetonede Uranus-indflydelse, man ind i mellem møder hos mennesker, der har
forladt det praktiske plan - og det faste grundlag det giver - for at bevæge sig
op i de højere luftlag, hvor de står i fare for at blive opløst, fordi der ikke
er nogen jord at vende tilbage til.
Og til slut: Der er bred enighed om, at Uranus står for
det uforudsigelige og overraskende, men samtidig er den også blevet astrologiens
planet! Dette viser også Uranus' modsætningsfyldte natur, fordi dens opdagelse
næsten betød dødsstødet for den klassiske astrologi, der gik ind i en meget
stille periode umiddelbart efter Uranus' opdagelse. Hele astrologien gik i hi
for at sunde sig efter at grundlaget for klassiske tegnherskerskaber var blevet
sprængt i småstykker. Men astrologien kom senere stærkt tilbage. Parat, rede og
rustet til at modtage alle mulige andre planeter, der måtte - eller ikke måtte -
blive opdaget i fremtiden.
Hvorledes opdagelsen af Uranus og jagten på flere
planeter ændrede astrologien på grundlæggende punkter, vil jeg komme tilbage til
i den næste artikel,
der handler om asteroiderne...
Christian Borup
Maj 1998
This article was first published in
STJERNERNE • May 1998
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited November 2011
Update
2011.11.08
Sjovt nok udkom "Nautical Almanac" for første gang i 1767. Læs mere...
ARTIKLER...
