Samspilsramte og uaspekterede planeter En planet, der ikke bliver
"set" af resten af horoskopet bliver ofte enten et
fokuspunkt for personens liv og selvopfattelse. Den er
enten "isoleret og svag" eller "alene og stærk". (Christian Borup, 1997)
Første gang, man ser sit eget horoskop tegnet op, er det alle de farvede
»linjer« i horoskopets midte, der falder i øjnene. »Linjerne« (aspekterne)
danner et fascinerende edderkoppespind i horoskopets centrum. Hver linje viser
en vinkelforbindelse (et aspekt) mellem to planeter, der gennem denne kanal kan
kommunikere, samarbejde og »se« hinanden.
Ordet »aspekt« er afledt af det latinske ord aspicere, der betyder at skue eller
se. Planeter, der danner en af de klassiske vinkelafstande til hinanden er
derfor på bølgelængde og bevidste om hinandens aktiviteter.
I den klassiske
astrologi er der 5 aspekter/vinkelafstande mellem planeterne, der tillægges
særlig betydning. Disse vinkelafstande mellem planeterne kaldes derfor De
Klassiske Aspekter.
Klassiske aspekter
000°
Konjunktion (1/1
cirkel)
180°
Opposition (1/2
cirkel)
120°
Trigon (1/3 cirkel)
090°
Kvadrat (1/4 cirkel)
060°
Sextil (1/6 cirkel)
Alle horoskoper indeholder mange aspekter mellem planeterne, fordi man tillader
et vist »slup« eller en gradafvigelse fra de eksakte vinkelafstande. Jo større
»slup« (orbis), man tillader, jo flere aspekter vil der blive tegnet ind på
horoskopet.
I gamle dage tillod man en afvigelse fra den eksakte vinkelafstand på helt op
til ±10° (den såkaldte orbis). To planeter var således dengang i kvadrat (90°)
til hinanden, hvis vinklen mellem planeterne var mellem 80° og 100°.
I de sidste årtier har der været en generel tendens til at gøre dette »slup«
mindre, idet de fleste moderne astrologer anvender en stram orbis på omkring 5°.
Med denne orbis regnes f.eks. to planeter, der har indbyrdes en vinkelafstand
mellem 85° og 95°, for at være i kvadrat. Moderne horoskoper indeholder således
færre af de klassiske aspekter, men til gengæld er andre vinkelafstande/aspekter
gennem årene taget i brug (f.eks. 30°, 45°, 72°, 135°, 144°, 150°). Dog med en
endnu strammere orbis (omkring ±2°) da den generelle konsens blandt astrologer
er, at disse minor-aspekter har svagere virkning og derfor skal være meget
eksakte for at kunne slå igennem på lige fod med de 5 klassiske aspekter.
Alle horoskoper har en uaspekteret planet
Som nævnt kan aspekterne mellem planeterne således siges at være
kommunikationslinjer, dvs. at de er udtryk for det samarbejde og den kontakt,
der er mellem de enkelte energier (planeter) i horoskopet. I takt med, at orbis
er blevet mindre, hænder det oftere og oftere, at en planet pludselig står uden
for planet-netværket: At den ikke modtager aspekter fra de andre planeter. Det
gør den til en isoleret indflydelse i horoskopet, idet den hverken ser,
samarbejder eller kommunikerer med resten af horoskopets planeter. Planeten er
uaspekteret og samspilsramt!
Den klassiske definition af en uaspekteret planet er en planet, der ikke
modtager et af de klassiske fem aspekter. Spørgsmålet er så, hvilken orbis, man
skal gøre gældende. Faktisk er det sådan, at der er en »uaspekteret« planet i
alle horoskoper, nemlig den planet, der først falder ud af aspektmønstret,
efterhånden som orbis gøres mindre. Der vil således altid være en planet, hvis
integration med resten af horoskopet ikke er så cementeret. Alle horoskoper har
således en uaspekteret planet.
I nedenstående eksempelhoroskoper har jeg anvendt en orbis på 5°, men som altid
i astrologien (og i naturen) er der tale om glidende overgange. En planet, der
stadig ikke modtager klassiske aspekter, selv om man anvender en orbis på 8° må
derfor siges at være meget uaspekteret, hvorfor nedenstående tydninger vil gælde
i høj grad.
"Isoleret og svag" eller "alene og stærk"?
En uaspekteret planet er »alene« i horoskopet. Derfor har der gennem tiden været
to skoler inden for tydningen af uaspekterede planeter. Den ene mener, at en
uaspekteret planet sover, og ikke er tilgængelig. Den anden mener — helt modsat
— at en uaspekteret planet overtager/kidnapper hele horoskopet og bliver et
overdimensioneret fokuspunkt. Begge dele synes at være rigtige observationer af
uaspekterede planeters virkemåde. Problemet i tydningen af dem er, at de virker
forskelligt på forskellige tidspunkter i livet.
Generelt er det sådan, at et menneske i første del af livet — måske de første 30
år — har travlt nok med at få alle de andre planeter til at arbejde sammen, og
derfor glemmer den uaspekterede planet helt. Den er som en række informationer,
som man tidligt lægger på arkiv, og siden helt glemmer, at man er i besiddelse
af. I denne fase »sover« planeten og er ikke tilgængelig. Den bliver et område,
som personen mere eller mindre bevidst vælger at undgå. Ofte er der en vis angst
forbundet med denne fase i den uaspekterede planets virkemåde. Personen føler,
at planeten helt kan tage magten, hvis den aktiveres. Planeten synes at
indeholde et eget liv, der ikke er en del af personens dagsbevidsthed.
Senere i livet — eller når den uaspekterede planet aktiveres af progressioner
eller transitter — begynder den at røre på sig. Personen opdager, at arkivet
indeholder masser af skatte og at disse består af nye ressourcer, som der kan
trækkes på. Ved den første tidlige aktivering af planeten føler personen sig
derfor nærmest besat og fokuseret på de ting, som planeten står for. Vedkommende
har opdaget et nyt ukendt lag i sig selv, hvilket skaber nysgerrighed og
forvirring. Personlighedsstrukturen må ændres, fordi helt nye egenskaber,
holdninger og indsigter gør sig gældende. Og uaspekterede planeter kræver mere
intensitet end de andre planeter!
Der bliver derfor ofte tale om et had/kærligheds-forhold til den uaspekterede
planet. Personen vil måske helst glemme den, men transitterne og progressionerne
gør hele tiden opmærksom på dens eksistens, og tvinger personen til en
stillingtagen. Den uaspekterede planet indeholder muligheder, der udfordrer
resten af horoskopet. Den uaspekterede planet bliver derfor et spændende og
selvudviklende område for personen, og det er i denne fase, at planeten kan tage
kontrol over resten af horoskopet: Overkompensering.
Det er ikke "mig"...
De uaspekterede planeter har mange ressourcer at tilbyde, men da planeten ikke
er hæmmet/hjulpet af de andre planeter, kommer den til at fungere som en
satellit, en sub-personlighed eller et vedhæng til resten af horoskopet, som det
kan blive svært at integrere med personligheden. Den uaspekterede planet ønsker
ikke at samarbejde, og personen har ofte en følelse af, at dens energier kommer
udefra, og ikke indefra: »Det er ikke mig«.
En forfatter med en uaspekteret Merkur vil derfor føle, at forfatterskabet er
noget, der nærmest er blevet kanaliseret. Det område, som den uaspekterede
planet står for, bliver derfor ofte et fascinations- og fikseringsområde, som
personen er nødt til at beskæftige sig med, men som måske er isoleret fra resten
af vedkommendes aktiviteter.
I visse tilfælde ses således enten en isolering eller hemmeligholdelse af
planeten eller den bliver netop dét, som personen bliver kendt for og/eller
berømt på. Man kan således finde mange eksempler på, at den uaspekterede planet
har været i stand til at flytte menneskehedens grænser for forståelse, fordi den
ikke er hæmmet af almindelige konventioner eller forudindtagede meninger. Den er
bare sig selv og derfor upåvirkelig over for gruppepres.
I de følgende eksempler har jeg valgt kun at tyde planetens grundbetydning og
ikke dens husposition og herskerskab.
Uaspekteret Sol
Giver en vis følelse af ensomhed og isolering på grund af besvær med opnå den
ønskede dybe kontakt til omverdenen. Føler sig bedst tilpas, når der er afstand
til andre mennesker: »Tre skridt fra livet«. Eneboeren, eneren eller eremitten,
der kun stoler på sig selv, og derfor følger en meget personlig livsvej.
Eksempel: Prins Charles
Uaspekteret Måne
Giver en stor optagethed af følelser og fornemmelser, der ofte opfattes som
værende uden for bevidst kontrol. Foretrækker ikke at vise sine følelser, fordi
andre mennesker opfattes som værende krævende og følelsesmæssigt manipulerende.
Personen undertrykker derfor egne følelser i et forsøg på at leve op til
omgivelsernes krav. Føler sig som privatperson ofte misforstået af omgivelserne.
Forstår at projicere de store følelser ud til omgivelserne, men kun så længe,
der er afstand til dem. Kan have besvær med at relatere og have tillid til
partner og nære omgivelser, idet vedkommende er bange for at blive såret.
Foretrækker at skjule sit følelsesliv, og kræver derfor stor tryghed og mange
»tests«, inden andre får lov til at komme ind i varmen.
Eksempel: Bill Clinton
Uaspekteret Merkur
Giver en følelse af altid at blive misforstået. Personen prøver ofte på
forskellig vis at kontakte og forklare sig selv og sine bevæggrunde over for
omgivelserne i et forsøg på at opnå en sympati. Men vedkommende vil ofte føle,
at der i bund og grund ikke er nogen, der forstår »hvad jeg taler om«. Meget
ofte sker der en overkompensering, hvor personen gør kommunikation til sit
hovedaktivitets-område i et forsøg på at forstå andre, og derigennem sig selv.
Meninger og holdninger er ofte præget af personlige oplevelser, der blæses op
til generelle læresætninger. Der er ofte en fascination af, hvem der er mest
intelligent.
Eksempel: Karen Blixen
Uaspekteret Venus
Her er det partnerskab og kærlighed, der er samspilsramt. Personen lever ofte
med en følelse af, at partnerskabet på det personlige plan er noget, som det er
vanskeligt at identificere sig helt og fuldt med. Der er ofte lagt en afstand
til partneren, som får svært ved at blive et centralt punkt i vedkommendes liv.
Ofte foretrækkes et idealiseret billede af partneren frem for partneren in
persona. Overkompenseringen lægger op til en overdreven mental aktivitet omkring
kærlighed, kontakt og kunst, hvor personen er på evig jagt efter det perfekte,
smukke og æstetiske. Det er vigtigt for personen, at partneren altid indeholder
nye overraskende lag og indsigter, som til stadighed kan forblive et mysterium.
Eksempel: Barbara Cartland
Uaspekteret Mars
Aggressionshæmning er ofte tilfældet, hvilket fører til skjult manipulering af
omgivelserne. Personen føler, at hvis aggressionerne gives frit løb, så vil det
vælte alle former for relationer. Vedkommende har ofte vredesanfald, der ikke
retter sig mod noget bestemt, men som bare er en udladning af de energier, der
er bundet i horoskopet. Perioder med inaktivitet og sløvhed kan være tilfældet.
Vedkommende har svært ved at bruge sine energier målrettet og konstruktivt, idet
Mars ikke har nogen andre planeter at samarbejde med. Kompensering resulterer i
en person, der opsøger kampsituationer, hvor der gøres alt, for at undgå
konfrontation. Det er ofte svært at vide, hvad personen egentlig mener.
Eksempel: Boris Jeltsin
Uaspekterede sociale/kollektive planeter
Også de mere kollektive planeter: Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto har
stor betydning, når de er uaspekterede. F.eks. har Kronprins Frederik en
uaspekteret Saturn, hvilket er med til at forklare hans tidligere modvilje mod
at tage ansvaret som Danmarks regent. Uaspekterede planeter kræver modenhed, og
vil ofte senere i livet blive den centrale akse, som personens liv kommer til at
dreje omkring. Tydningen af uaspekterede planeter er derfor et vigtigt værktøj i
astrologens repertoire, og indgår derfor som en naturlig del af undervisningen
på Irene Christensen Instituttets Hold 6.
Christian Borup
August 1997
This article was first published in
STJERNERNE • August
1997
Republished 2011 @
www.astrology.dk
•
re-edited 2000 & December 2011
Update
2011-12-27
Christian Borups kommentar: Redigeret og afpudset oprindelig
artikel uden de større ændringer.
Bemærk, at horoskoperne, der er vist i denne artikel,
ikke nødvendigvis er AA-data, da en nøjagtig fødselstid
ikke kræves for at bestemme den uaspekterede planet.
Derfor er fødselsdata udeladt. Set i bakspejlet er denne artikel blot en
"opvarmning" til tydningen af uaspekterede planeter,
idet systemet i høj grad har udviklet sig siden 1997.
Som jeg ser det i dag, er uaspekterede planeter ekstremt
vigtige og er en sikker guide til horoskopet. Det er derfor ikke alt i denne
lidt unuancerede artikel, jeg stadig kan
stå inde for...
Links
Relaterede emner:
Den originale tekst fra Månedsbladet Stjernerne
kan læses her... XX
XX