Det 13. tegn - En stjernestøvet nyhed (Artikel af Christian Borup, 1995) ... ... CHRISTIAN BORUP ASTROLOGY.DK


	STJERNERNE, marts 1995
	Relevante links

Det 13. Tegn

- En stjerne-støvet nyhed

Af Christian Borup

Britiske astronomer mener, at det 13. Stjernetegn gør astrologien til bluff - og astrologerne til bedragere.

I virkeligheden er det bare en ny version af en gammel misforståelse, hvor astronomerner tror, at astrologernes Stjernetegn er det samme som Stjernebillederne/konstellationerne.

Denne artikel beskriver forskellen mellem Stjernetegnene og konstellationerne - og gendriver de Britiske astronomers påstand.

I de sidste par uger har vi på Stjernerne fået mange henvendelser om det 13. tegn. Mange astrologi-interesserede har endda følt sig moppet af kolleger og venner, der har læst de useriøse - men letforståelige - artikler i dagspressen om, at astrologien nu ikke længere fungerer.

Det 13. tegn er i medierne blevet blæst op som en nyhed på linje med Jordens undergang. I virkeligheden er det blot en meget gammel nyhed i dårlig forklædning! Se f.eks. min tidligere artikel "Stjernetegn og Stjernebilleder" fra maj 1988).

I Politiken den 24. januar står der bla.:

Astrologiens 12 stjernetegn, som mennesker i århundreder har fået lagt horoskoper efter, er over tid blevet cirka en måned forkerte på grund af vedvarende forskydninger på stjernehimlen: I stedet for 12 stjerne-konstellationer er der nu nemlig 13, påpeger britiske astronomer fra Royal Astronomical Society i London [...]

Konsekvensen er, at omkring 87 procent af klodens befolkning faktisk er født i andre stjernetegn end dem, astrologerne opererer med. I en opsigtsvækkende tv-udsendelse på BBC 'Heavenly Bodies' påpeger de britiske astronomer, at der faktisk eksisterer en 13. stjerne-konstellation 'Slangebæreren' (Ophiuchus, helbredelsens Gud), der er placeret mellem 'Skorpionen' og 'Skytten'.

Læs hele artiklen i Politiken...

Som professionel astrolog kan man blive helt træt af, at man endnu en gang skal forklare et banalt faktum: De astrologiske stjernetegn har intet med astronomernes stjerne-konstellationer (stjerne-billeder) at gøre!

Historien om det 13. stjernetegn er derfor en gang gammel vin på nye flasker! Eller rettere: Det er det gamle velkendte præcessions-fænomen i en ny sensationel indpakning - som alle (tror de) kan forstå: Du er ikke længere Skytte, men Slangebærer! Det ser ud som om det endelig er lykkedes for nogle astronomer at formulere en gammel kritik af astrologien på en sådan måde, at det resulterer i store avisoverskrifter!

Meningen med nærværende artikel er at give en lettilgængelig og populær introduktion til de to forskellige målelinealer, som henholdsvis astronomer og astrologer benytter sig af. Det vil fremgå, at det er helt hen i vejret at ville presse en 13. stjerne-konstellation ind i den astrologiske målekreds, der består af stjernetegn. Det svarer til at ville lægge dollars og kroner sammen uden at tage hensyn til vekselkursen!

Forskellen mellem Astrologer og Astronomer

Inden vi går i gang, er det vigtigt at pointere en grundlæggende forskel mellem astrologi og astronomi. Astronomer beskæftiger sig med at betragte, måle, veje og beregne alle de i universet værende strukturer - både i vort eget solsystem, i mælkevejen (vor egen galakse) og i andre galakser. Astronomernes værktøjer er kikkerter, teleskoper og rumsonder. Astronomi er en anerkendt videnskab, der søger efter målbare objektive resultater. Astrologer beskæftiger sig derimod med det enkelte menneskes subjektive psykologi og liv. Dvs. sammenhængen mellem det enkelte menneske og planeterne i vort eget nære solsystem. Astrologernes værktøj er fødselshoroskopet, der er et forenklet grafisk diagram over, hvordan himlen så ud, da en given person blev født. Fødselshoroskopet indeholder kun de himmellegemer, som astrologien gennem årene har fundet relevante for menneskets liv på Jorden. Der er kun en eneste stjerne i astrologernes horoskop: Solen! De andre er planeter. Astrologien er ikke en anerkendt videnskab.		Den fælles berøringsflade mellem astrologer og astronomer er derfor meget lille. Astrologerne benytter ganske vist astronomernes planet-beregninger til at fremstille horoskoper, mens astronomerne - sådan som sagerne står i dag - ikke kan bruge astrologerne i deres fag. En astronom opfatter f.eks. Månen som en drabant til Jorden med en vis ækvator-radius, massefylde, temperatur, atmosfæretryk, rotationstid, omløbstid og geologi. En objektiv beskrivelse af facts! En astrolog vil derimod straks tænke i baner som: Moder, barndomshjem, følelser og foranderlighed. Dvs. subjektive beskrivelse af miljø og psykologiske tilstande. Intet under, at pragmatiske astronomer kan have svært ved at anerkende astrologien som en videnskab! Astrologien siges at være empirisk, dvs. bygget op på tidligere generationers erfaringer, der er gået forud. Den astrologiske litteratur er righoldig, varieret og mindst lige så omfattende som den astronomiske. Til gengæld har astrologiens grundlæggende teknikker og opfattelser ikke ændret sig meget i løbet af de sidste 2000 år. Man har ganske vist fundet arkæologiske fragmenter af horoskoper, der ligger 4-5000 år tilbage, men i dag mener man, at det netop var for ca. 2000 år siden, at man for første gang blev opmærksom på, at Solens position i stjerne-konstellationerne forandrer sig i forhold jordens årstider.

Solen og de 12 tegn

Den græske astronom Hipparchus (190-120 f.v.t.) opdagede, at hans egne observationer af stjernen Spica i stjerne-konstellationen Virgo (Jomfruen) havde flyttet sig i forhold til de observationer, som astronomen Timocharis foretog ca. 160 år tidligere. Da årstiderne opstår på grund af Solens vandring, blev de astrologiske stjerne-tegn fastlagt i forhold til Solens bevægelse set fra Jorden, og ikke ud fra Solens stilling i konstellationerne!

For astrologen er det altid Solens betydning for livet på Jorden, der er det centrale. Derfor opdelte Hipparchus Solens bane i 12 lige store stykker på hver 30°. Disse 12 stykker blev ganske vist opkaldt efter de stjerne-konstellationer, der dengang lå i de pågældende cirkelstykker. Selvom de 12 stykker var lige store, mens konstellationernes udstrækning er meget forskellige.

Kort sagt: Der er tale om to forskellige linealer, der kun af navn — men ikke af gavn — har noget med hinanden at gøre! Den astrologiske cirkel blev dermed en kalender, der målte årets gang! Hipparchus udledte allerede dengang, at konstellationerne og stjernetegnene over lang tid ville kunne forskyde sig meget i forhold til hinanden.

Figur 1, til højre, viser forholdet mellem stjernetegnene (inderst) og stjerne-konstellationerne (yderst), som det så ud på Hipparchus' tid. Det ses tydeligt, at stjerne-konstellationerne af meget uens størrelse. F.eks. fylder konstellationerne Virgo og Pisces (Jomfru/Fisk) langt mere end 30°, mens konstellationerne Cancer og Libra (Krebs/Vægt) fylder langt mindre.

Figur 1:
Forholdet mellem Stjernetegn (inderst) og Stjernebilleder (yderst) ca. år 100 f.v.t. Stort billede (36K)

Som et interessant kuriosum kan det nævnes, at de »hieroglyffer« (figur 2), som astrologerne i dag anvender for de 12 astrologiske stjernetegn aldrig nogensinde har været tilknyttet stjerne-konstellationerne!

	Hieroglyffer og Stjernetegn
	Vædderen (20/3-19/4)
	Tyren (20/4-20/5)
	Tvillingerne (21/5-20/6)
	Krebsen (21/6-21/7)
	Løven (22/7-22/8)
	Jomfruen (23/8-22/9)
	Vægten (23/9-22/10)
	Skorpionen (23/10-21/11)
	Skytten (22/11-20/12)
	Stenbukken (21/12-19/1)
	Vandbæreren (20/1-18/2)
	Fiskene (19/2-19/3)

Solens årlige gang rundt om Jorden

Astrologens mål med at beregne et horoskop er først og fremmest at tegne et diagram, der viser, hvor planeterne befinder sig i forhold til hinanden - set fra Jorden. Det er jo her, mennesket fødes, lever og dør. Det er derfor, horoskopet opstilles, set fra menneskets synspunkt: Jorden. Det ville f.eks. ikke have mening at opstille horoskopet for Solen, da der jo næppe finder fødsler sted dér.
Et menneske på Jorden ser hvert år Solen bevæge sig rundt i en cirkel. Og det er faktisk denne cirkel (Solens bane), der definerer de 12 Stjernetegn. Men Solens årlige cirkel har en hældning på 23½° i forhold til Jordens ækvator (se figur 2). Det er denne hældning, der giver anledning til de forskellige årstider på Jorden. Og det er denne hældning, vi genfinder på alle globusser. Solens bane har altid haft en stor betydning for menneskets liv her på Jorden. Men hvordan finder man begyndelsen og slutningen på en cirkel? Hvis vi tager Jordens ækvator som udgangspunkt, og gør den til en ret linje, vil Solens årlige bevægelse minde om rutsjebane, der snor sig om Jordens ækvator (figur 3). Og på denne rutsjebane er der fire punkter, der beskriver vigtige årstidsfænomener her på Jorden. Lad os følge Solens rutsjebanetur i løbet af et år!		Figur 2: Datoerne for Solens omtrentlige indgang i Stjernetegnene Vædder, Krebs, Vægt og Stenbuk. Stort billede (16K)
Figur 3: Solens bane om Jordens Ækvator definerer Stjernetegnene Solens bane fastlægger Stjernetegnene. Da Solen er nord for Ækvator i sommerhalvåret, har vi sommer på den nordlige halvkuge da - men samtidig er det vinter på den sydlige halvkugle. Datoerne angiver de datoer, hvor Solen i gennemsnit går ind i det pågældende Stjernetegn.
Set fra Jorden bevæger Solen sig mod venstre, dvs. mod uret. Lad os starte vores tur sammen med Solen den 20. marts (se figurerne 2 og 3). Her står Solen lige over Jordens ækvator, og derfor vil dag og nat være lige lange. Det er også her, foråret starter (forårsjævndøgn). Dette punkt — Vædder-punktet — lader sig i dag bestemme med 0,001 bueminutters nøjagtighed, hvilket gør det til en meget eksakt udgangspunkt for beregningen af planeternes positioner. Derfor har man siden Hipparchus' tid anset Vædder-punktet for Sol-cirklens begyndelse. Solen fortsætter nu »op ad bakke«, til den når sin højeste position over ækvator. Det sker den 21.6. Her har vi årets længste dag. Det er sommer på den nordlige halvkugle, fordi Solen nu er »tættere« på os. Punktet kaldes sommersolhverv, fordi hverv betyder »at vende«, idet Solen nu »hverver«, og fortsætter »ned ad bakke«. Den 23.9 står Solen igen lige på Jordens ækvator — og dag og nat er igen lige lange. Vi har efterårsjævndøgn. Den 21.12 når Solen så sin »laveste« position — vinteren begynder, og dagen er kortest. Det er vintersolhverv, for Solen vender og er igen på vej mod nord. Den 20. marts er Solen tilbage, hvor den startede, og et nyt astrologisk år — en ny årstidscyklus — kan tage sin begyndelse. (Bemærk, at de ngivne datoer kan fra år til år svinge en dag på hver side grundet skudår og variationer i Solens bevægelse i forhold til vor kalender.) Disse fire punkter på Solens bane blev allerede for flere tusinde år siden anvendt som faste måle-fikspunkter, fordi de tidligt i menneskets historie lod sig bestemme med stor nøjagtighed. Det, som astronomen Hipparchus i år 129 f.v.t. opdagede, var, at årstiderne forrykkede sig ganske lidt hvert år i forhold til stjerne-konstellationerne.		Den målekreds, som de fleste vestlige astrologer i dag anvender, er derfor fastlagt af sammenspillet mellem Jorden (ækvator, årstider, dagens længde) og Solen. Den er derfor blot en målekreds, der beskriver forskellige faser af Solens årlige gang og dennes årstids-virkning på Jorden. Den har derfor aldrig haft noget med stjerne-konstellationerne at gøre! Dette betyder, at når astrologer i dag siger, at et menneske er født i Vædderens tegn, så menes der bare, at vedkommende er født på det tidspunkt på året, hvor Solen befinder sig i stjernetegnet Vædderen (20.3 til 19.4). Vedkommendes Sol-tegn er Vædderen. Som nævnt kan de datoer, hvor Solen skifter tegn skifte lidt fra år til år. En grundig beskrivelse af dette fænomen - samt hvilke Stjernetegns-datoer, der er de bedste, kan læses i min artikel: "Nye start- og slutdatoer for Stjernetegnene i år 2000" (Stjernerne, december 1999). Og det er ved hjælp af denne Sol-lineal - Stjernetegnene - at astrologerne de sidste 2000 år har indvundet erfaringer om sammenhængen mellem planeternes positioner i disse tegn og det enkelte menneskes liv. I følge astrologisk teori vil ethvert menneske, der er født med Solen i Vædderen indeholder nogle ganske bestemte Sol-kræfter, der er bundet til at være født om foråret. Gennem årtusinderne har astrologer kunnet udlede omfattende karakteristika for Vædderens mennesker. Astrologernes målelineal har i de sidste 2000 år (og længere) bestået af 12 lige store stjernetegn. Hverken mere eller mindre. Og det vil den også gøre i fremtiden!

Hipparcus fik ret!

Som nævnt opdagede den græske astronom Hipparchus (190-120 f.v.t.) allerede tidligt, at Stjernebillederne langsomt forskubber sig efterhånden som århundrederne går. Hipparchus ville uden tvivl have glædet sig over, at hans iagttagelser har vist sig at passe. I løbet af de 2000 år, der er gået siden Hipparchus' tid, har Vædder-punktet (dvs. dér, hvor Solen står på Ækvator den 20. marts) bevæget sig mod uret i forhold til stjerne-konstellationerne. Derfor ligger Stjernetegnet Fiskene nu lang inde i Stjernebilledet Aquarius (Vandbæreren). Og da Vædder-punktet (20.3) bevægelse sig 0,014° pr år, vil det ca. bevæge sig 30 grader på ca. 2.160 år. Efter 2000 år står Stjernetegnene derfor i en andet stjerne-konstellation. Stjernetegnene er derfor ikke længere de samme som stjernebillederne/konstellationerne. Dette ses tydeligt på nedenstående figurer 4 og 5. For en astrolog er der intet nyt i dette. Dette er jo netop grunden til, at astrologer taler så meget om Vandbærerens tidsalder, der vil vare de næste ca. 2000 år. Denne tidsalder begynder, når Vædder-punktet går ind i stjernekonstellationen Aquarius! At det helt eksamke tidspunktet for starten af Vandbærerens tidsalder kan være svær at bestemme, vil fremgå af resten af denne artikel
Figur 4: Himmelen år 100 f.v.t. Astronomernes konstellationer/stjernebilleder (yderst) og astrologernes Stjernetegn (inderst). og Stjernebilleder (yderst) ca. år 100 f.v.t. Stort billede (36K)		Figur 5: Himmelen nu Astronomernes konstellationer/stjernebilleder (yderst) og astrologernes Stjernetegn (inderst). og Stjernebilleder (yderst) ca. år 2000. Stort billede (36K)

Stjernetegn og Stjernebilleder/konstellationer

Men hvad er så al denne snak om det 13. tegn for noget? Lad os først se lidt nærmere på de astronomiske forhold, sådan som de ser ud i dag. Hvis vi tager den højre halvdel af figur 3 (de sidste 6 tegn i astrologernes dyrekreds), og lægger den ind på et af astronomernes stjernekort, vil det se ud, som vist på figur 6.
Figur 6: Solens bane med Stjernebillederne som baggrund Sjernenetegnene er altid 30° store og defineres ud fra Vædderpunktet, dvs. hvornår Solen står præcis på Jordens Ækvator om foråret. Dette sker hvert år i dagene omkring den 20/3. Stjernebillederne består af spredte stjerner, som man af praktiske årsager forbinder med linjer, så de enkelte konstellationer bliver lettere at se. Stort billede (83K)
I figur 6 ser vi (ligesom på figur 3), at Solens bane slynger sig ned under Jordens ækvator, og bagved denne ser vi de aktuelle stjerne-konstellationer. Vi ser tydeligt, at astronomernes målelineal (stjerne-konstellationerne) ikke længere falder sammen med astrologernes Stjernetegn. Astrologerne således ikke i tvivl om, hvornår de enkelte stjernetegn starter. For astromerne stiller sagen sig straks mere vanskeligt.

Det 13. tegn - Ophiuchus

Hvis vi ser på stjerne-konstellationerne Sagittarius (Skytten) og Scopio (Skorpionen), består hver af dem af mange forskellige enkeltstjerner, og hvordan skal man bære sig ad med at bestemme det eksakte overgangspunkt mellem dem, når der er så megen luft imellem dem? Selvfølgelig byder nattehimlen på endnu flere stjerner, end der kan vises i figur 6, men det centrale er, at astronomerne gennem tiden har været nødt til at definere nogle fiktive grænser mellem konstellationerne. I dag ligner astronomernes konstellations-arealer en ejendomsmæglers landkort over parcellerne i et sommerhusområde (figur 7). Figur 7 viser også, hvilke af astronomernes fiktive grænser mellem stjerne-konstellationer, som Solens årlige bane skærer.
Figur 7: Solens bane gennem konstellationerne Det ses, at Solen passerer gennem 8 konstellationer. Datoer, skrevet med blåt viser Solens indgang i Stjernetegnene. Sorte datoer i parentes viser datoerne som Solens indgang i Stjernebillederne. , mens Solens indgang i konstellationerne er som gule firkanter. Som det vil ses, er konstellationerne "grundstykker" på himlen, som er defineret af astronomer, og derfor ikke baseret på egentlige astronomiske forhold, sådan som astrologernes Stjernetegn er. Stort billede (58K).
På figur 7 dukker det påståede 13. tegn op. Vi ser, at den nederste del af Stjernebilledet Ophiuchus (Slangebæreren) presser sig ind mellem konstellationerne Sagittarius og Scorpio (Skytte/Skorpion). Og vi ser, at Solens bane passerer gennem konstellationen. Hvis vi følger Solens bane fra højre mod venstre gennem de to forskellige linealer, så vil Solen vandre i det astrologiske stjernetegn Vægten fra den 23.9 til den 22.10. Det er der intet nyt i. Men... samtidig med at Solen vandrer i det astrologiske Stjernetegn Vægten, står den samtidig i det astronomiske konstellations-areal Virgo (Jomfruen). Selv om Solen altså står i Stjernetegnet Vægten, befinder den sig samtidig i Stjerne-billedet/konstellationen Virgo (Jomfruen). Det var jo netop det, Hipparchus fandt ud af, der ville ske engang i fremtiden, så det er der heller ikke noget nyt i. Den 23.10 går Solen ind i det astrologiske stjernetegn Skorpionen, men allerede den 31.10 (angivet i parentes) går Solen ind i den astronomiske stjerne-konstellation Libra (Vægten). Her ser man tydeligt, at der blot er tale om forskelle i de målelinealer, som astrologer og astronomer anvender.		Hvis vi lader Solen fortsætte sin bane, og udelukkende koncentrerer os om astronomernes tegngrænser, vil Solen den 23.11 går ind i stjerne-konstellationen Scorpio (Skorpionen), hvor den kun opholder sig en uge. Den 30.11 går Solen ind i stjerne-konstellationen Ophiuchus (Slangebæreren) — det såkaldt 13. stjernetegn. Her bliver den til den 18.12, indtil den går ind stjerne-konstellationen Sagittarius (Skytten) den 18.12. Det er altså her, det "mystiske" 13. tegn stammer fra! Figur 7 forklarer også, hvorfor det er en gammel stjernestøvet nyhed, astronomerne har gravet frem. Solen har igennem mange hundrede år vandret i de »forkerte« stjerne-konstellationer i forhold til de astrologiske stjernetegn. Men da astrologer aldrig har arbejdet med konstellationerne, har det ingen betydning for horoskoperne. (Indisk astrologi tager ganske vist højde for denne forskydning, men anvender alligevel Stjernetegn, der er 30° store, og som derfor heller ikke er direkte sammenfaldende med konstellationerne.) Astrologernes stjernetegn er, som vi allerede har set, baseret på årstidernes skiften her på Jorden, og deres position kan beregnes med stor nøjagtighed. Men hvem har bestemt, at grænserne mellem de astronomiske konstellationer skal ligge, hvor de ligger i dag? Det har astronomerne selv!

Ikke 13, men 88 tegn!

Astronomer har til alle tider valgt at opdele stjernehimlen i sammenhængende grupper af stjerner — de såkaldte konstellationer. På Ptolemæus tid (ca. år 100) regnede astronomerne med kun 48 stjerne-konstellationer, og siden da har berømte astronomer føjet flere til. Tycho Brahe (ca. 1590) bidrog med 1, Bayer (1603) bidrog med 11, Royer (1679) med 2, Hevelius (1690) med 9, La Caille (1752) med 14, etc, indtil astronomerne efterhånden havde fået opdelt himlen i 88 forskellige konstellationer, der bestod af et utal af enkeltstjerner, at man var nødt til at trække linjer imellem dem, for at få lidt styr på forvirringen. I astronomernes verden har grænserne mellem de enkelte stjerne-konstellationer altså været ganske flydende gennem de sidste 2000 år, mens astrologernes dyrekreds altid har været den samme! Hvem skal man så stole mest på?		For at understrege, hvor menneskabte astronomernes nuværende grænser mellem konstellationerne i virkeligheden er, skal det nævnes, at astronomernes interne disputter om konstellations-grænserne først blev stoppet så sent som i 1930 (!), hvor »The International Astronomical Union« besluttede at rette konstellations-grænserne ud, så de altid går vinkelret eller lodret på jordens ækvator (figur 6). Hermed var himmelrummet udstykket i konstellations-parceller! Og det er disse menneskeskabte tegngrænser fra 1930, som astronomerne vil have os til at beregne horoskoper efter! Og ikke nok med det! Astronomerne tillader sig at foreslår, at vi skal forlade en 2000-årig tradition, og bruge et nyt 13. tegn, Ophiuchus (Slangebæreren). Et forslag, der strider mod enhver astrologisk logik! Stjernebilleder/konstellationer har som sagt aldrig interesseret astrologerne, så hvorfor i alverden skulle de pludselig gøre det nu? Og hvorfor i alverden finder astronomerne det så vigtigt, at Solen står i mellem nogle tilfældige stjerner? Hvilken betydning skulle det kunne have for os her på Jorden?

Stjernebilledet Ophiucus

Lad os derfor se lidt nærmere på dette »13. tegn«. Figur 8 viser de vigtigste (mest lysstærke stjerner) i konstellationen Ophiuchus, omgivet af astronomernes moderne konstellationsgrænse. Set fra Jorden, kan vi mennesker ikke lade være med at opfatte stjernerne som siddende på en stor kuppel, der hvælver sig over vore hoveder. Vi opfatter derfor de enkelte stjerner som lysende punkter, der sidder på en flad plade. Kort sagt: Vi betragter stjernerne i det enkelte stjernebillede som værende tæt på hinanden. Den øverste stjerne i Ophiuchus (α-Ophiuchus) ser derfor ikke ud til at være særlig langt væk fra den nederste stjerne (θ-Ophiuchus) i konstellationen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke! Fordi vi har en tendens til at forestille os universet som to-dimensionalt, glemmer vi, at nattehimlen har en uendelig dybde, som det er svært for mennesket at fatte.		Figur 8: Stjernebilledet Ophiuchus De stærkeste stjerner i Stjernebilledet Ophiuchus med de konstellations-grænser, som astronomerne fastlagde i 1930.

Stjernebilledernes dybde

Figur 9: Sjerne-konstellationen Ophiuchus "set fra siden" De enkelte stjerner i Stjernebilledet ligger ikke i samme plan. Lyset fra den nærmeste stjerne er 58 år om at nå Jorden, mens lyset fra den fjerneste stjerne er hele 710 år om at nå Jorden. Stort billede (12K)
Hvis vi ser på stjerne-konstellationen Ophiuchus »fra siden«, opdager vi, at de stjerner, som vi - set fra Jorden - opfatter som værende naboer, overhovedet ikke er det i virkeligheden (figur 9). Det viser sig, at der i dybden er stor spredning på de enkelte stjerner i Ophiuchus - og det vil der i øvrigt være på alle stjerne-konstellationer! Den øverste stjerne i Ophiuchus (α-Ophiuchus) befinder sig således kun 58 lysår væk, mens den nederste stjerne (θ-Ophiuchus) er hele 710 lysår borte! Et enkelt lysår svarer til det antal kilometer lyset bevæger sig i vakuum på et år. Hvert lysår svarer således til 9.4607 trillioner kilometer! (94.607.000.000.000 km!). Lyset fra den øverste stjerne i Ophiuchus er således 58 år gammelt, mens det lys vi ser fra den nederste stjerne »kun« er 710 år gammelt! Rent logisk synes der derfor ikke være noget belæg for, at de enkelte stjerner i en stjerne-konstellation skulle være i stand til at »samarbejde« om at gøre en fælles indsats for at påvirke et menneske - sådan som astronomerne gerne vil have os til at tro. Stjerne-konstellationerne må derfor siges at være todimensionale sommerhus-parceller, der er skabt af mennesker for bedre at kunne orientere sig i verdensrummet! Som nævnt gentagne gange, er de astrologiske stjernetegn baseret på Solens bane over himlen, samt den målbare biologiske effekt, denne bevægelse har på naturen og mennesket her på Jorden. Det er varmere om sommeren end om vinteren! Og sjovt nok er Solen faktisk den eneste stjerne, astrologerne indtegner i horoskopet! Fordi den er det nære centrum, som alle planterne (og Jorden) i vort solsystem kredser om. Stjernen - Solen - er så tæt på os, at lyset fra den »kun« er 8 minutter om at nå os. Hvis Solen sprang i luften, ville der gå 8 minutter, før vi observerede det! Dette er grunden til, at astronomerne taler om at kunne »se tilbage i tiden«, for jo længere ud i universet, man bliver i stand til at observere, jo tættere kommer man på Jordens fortid. Det er sådanne ting, astronomerne er gode til, så hvorfor ikke lade astrologerne om at tage sig af fremtiden? Med dette indlæg håber jeg at have demonstreret, at astrologer ikke kan føle sig afsløret af astronomernes 13. tegn. Der er nemlig intet nyt under Solen!
Note: Nærværende tekst er redigeret og visse steder omskrevet i forhold til den oprindelige artikel. De nye skæringsdatoer for Stjernetegnene pr. 1/1 2000 er anvendt. (Christian Borup, december 1999).		This article was first published in STJERNERNE (marts 1995). Republished 1999 @ www.astrology.dk

© Copyright Text and Graphics by Christian Borup 1995 · Download for personal use only Electronic or other forms of publishing only by written permission from the author. Please don't forget to mention where you got it · email

\| TILBAGE \| MENU \| HJEM \| TOP \|